Præmier for ugens stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for ugens lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

”Hørte du det?” Rocky rejste sig op fra sengen og gik hen mod vinduet, men der var ikke en eneste skygge at se på gaden. Men det var også London; enten var der kun larm eller også var det blot den larmende tavshed, der overdøvede den reelle larm.
Idet Rocky skulle til at sætte sig ned på sengen igen og læse videre på kusinens bud på næste vers til en sang, lød lyden af noget tungt falde og ramme jorden udenfor. Kusinen foretrak ikke en mine. ”Er du døv, Solána?” spurgte Rocky, og tjekkede vinduet igen. I stedet pustede Solána bare irriteret og skubbede brillerne ned på næsetippen. ”Det’ ikke noget. Bare læs videre på det, jeg har skrevet,” sagde Solána og fjernede den ene rødbrune lock væk fra ansigtet og fjernede ikke en eneste gang fokusset fra kladdehæftet. Uden at sige noget gik Rocky ud af værelset og udenfor til haven. Haven var nok det tørreste område, hun havde set i London. Græsset var gult og groede ikke, og den store sprækkede murstensvæg lå malplaceret i haven. Endnu en dag hjemme hos kusinen i det magiske nabolag i London.
En høj mand med strakt arm holdt stramt om sin tryllestav rettet mod de massive store sten foran murstensvæggen. Uden en tøven hævede han stemmen, ” deh-FOH-dee-o”, og en rå vrede skød igennem en sten. Stenen brækkede i million stykker og faldt ned på det gule græs. Luca var forpustet af vrede og lod ikke mærke til sin kusine glo nysgerrigt på ham.
”Hvad er du sur over?” Rocky trådte et skridt frem uden at overskride hans ”ødelægge-sten-uden-grund”-zonen. Fætteren vendte sig om, så det tykke krøllede hår bevægede sig blødt i sommervinden.
Han trak blot på skuldrene og kastede et blik hen over stenstykkerne fordelt lidt over det hele i haven - han manglede kun at destruere sit eget hus med Defodio. ”Ik’ for noget.” Noget familien Kravitz havde tilfælles var at bruge så få ord som muligt, og det gjorde situationen bestemt ikke bedre. ”Det egentlig bare Destiny, siden du insisterer så meget, stump” fortalte han så. Noget andet familien Kravitz havde tilfælles var at overgive på nul komma to. ”Jeg er på Sols værelse, hvis du gerne vil fortælle mere - og please stop med at ødelægge flere sten. Vi kan ikke skrive videre på den næste vers, når det eneste vi hører, er BAM, BAM og mere BAM.”
Det virkede ikke til at Luca fattede det, da Rocky vendte tilbage til huset, for han fortsatte atter med sin aktivitet. Hans problem. ”Bare lad ham være. Han kan fortsætte med at falde længere i det, han selv har ødelagt,” kom det fra Solána, da Rocky var tilbage på hendes værelse. Og sådan håndterede Kravitz alle deres personlige problemer.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.