Marlowe, Magizoolog (uge 5) (dimitteret)

Bundimun infektion. Det tog ikke Marlowe særlig lang tid at give diagnosen, da de ankom til huset - lugten alene var indikator nok. Alligevel gik de en runde omkring pejsen, for at sikre sig at det ikke kunne være askevindel, før de vendte sig mod frøken Trent. "Jeg er nødt til at brække gulvet op," sagde de undskyldende. "Det er bundimun, og de gemmer sig dernede, hvor de har godt gang i at smadre husets fundament." Frøken Trents øjne blev store, og dér kunne Marlowe godt se, at beskeden om hendes hjems snarlige kollaps kunne være blevet leveret mere elegant, eller i hvert fald medfølende. Men de var træt - det var den tredje opgave i dag, og deres arme værkede efter at være kravlet rundt i træer i nabobyen, for at få forstummet samtlige fwoopere, der gjorde beboerne vanvittige.

"Altså, medmindre jeg brækker gulvet op og får dem fjernet," skyndte de sig at tilføje, men måske var alene det, at gulvet skulle ødelægges en rimelig hård nyhed at modtage på sådan en almindelig torsdag eftermiddag. Men ikke desto mindre var det omstændighederne, og dem kunne de ikke bløde meget mere op end det. "Skal du bruge noget?" spurgte frøken Trent forsigtigt. "Kaffe? Koben?" "Ja tak," svarede Marlowe til begge dele, og satte sig på hug nede på gulvet - det var under alle omstændigheder meget rart, for de havde været nødt til at dukke i nakken siden de kom ind på grund af de lave lofter. Måske kunne frøken Trent overveje at sænke gulvet, når det skulle genopbygges, men hun var ikke meget højere end morfar, så det ville næppe være noget hun tænkte over. Den lille heks forsvandt ud i køkkenet, og mens Marlowe lagde øret mod trægulvet for at lokalisere sit startpunkt, spredte duften af kaffen sig i stuen. Den blev serveret på et lille fad sammen med to småkager, og frøken Trent forsvandt igen, denne gang udenfor, inden hun kom tilbage med kobenet. "Jeg går ... jeg går ud i køkkenet imens," sagde hun nervøst, da hun lagde det fra sig ved siden af Marlowe.

De fandt en en sprække, som de med lidt arbejde med den spidse ende af kobenet kunne gøre dyb nok til at få ordentlig fat. Så gik de ud og fandt sin rygsæk, som havde de forskellige rengøringsremedier, der skulle til for at gøre kål på skadedyrene, før de kunne nå at sprøjte mere gift ud, der ville ødelægge det bærende fundament i frøken Trents hjem. Opgaver som disse var mere nervepirrende end at jagte fwoopere i trætoppene, for hvis de ikke gjorde det ordentligt var der mere på spil, end ømheden i deres muskler. Alt tydede på at den lille dame havde boet her i mange ord, og de kunne ikke forestille sig, at hun ville have lyst til at flytte, fordi en lang magizoolog kom til at rive det hele ned med et enkelt fejltrin. Kobenet blev sat i spænd, og Marlowe trak til, så det første gulvbræt blev revet op. De kunne se klanen af skadedyr bevæge sig med det samme, og rakte ud efter ansigtsmasken og sprayflasken med gift. To sprøjt - og de bevægede sig ikke mere. Lugten af råd og gift var kvalmende, og de fortrød at have bestilt kaffe, da de bevægede sig videre. Et gulvbræt mere, to sprøjt mere. Møjsommeligt arbejde, som sikkert kunne være lettet med magi, men Marlowe havde ikke rigtigt brugt sin tryllestav siden Thurlow blev genvalgt. Den føltes som en del af et samfund, som de ikke ville være en del af, og derfor var den pakket væk i sidelommen på rygsækken, så den var tæt på, hvis de skulle bruge den, men håbet var, at det skulle de ikke. De nød under alle omstændigheder det manuelle arbejde, der føltes mere berigende end at stå det samme sted, og ordne det hele med et par vrøvleord og et sus med en pind.

Det tog Marlowe en times tid at brække så meget gulv op, at de kunne hejse sig ned til fundamentet, hvor de måtte kravle rundt på alle fire for at komme rundt i krogene. Da de langt om længe var færdige, havde de spindelvæv i håret, rådnet træ og mudder på håndflader og knæ, og stank af gift. Kaffen var blevet kold, og småkagerne var nok mere sundhedsskadelige end hvad lidt sukker kunne gøre, så de bad frøken Trent om at smide det hele ud og lave gennemtræk, for at komme af med giftstanken. "Du skal nok vente lidt med at fikse gulvet, til du er sikker på, at de virkelig er helt væk," sagde de og gav hende en lap papir med deres adresse i Glasgow. "Hvis du finder tegn på mere, så kontakt mig. Det vil naturligvis være et gratis besøg. Hold øje med om stanken forsvinder."

Marlowe havde ikke planlagt flere opgaver den dag, så nu kunne de begynde deres rejse hjem. Hjem til Eli - hvis alt gik vel, ville de være hjemme sent på aftenen, og kunne nå at ligge en lille smule i hans arme og høre om hans dag, inden det hele startede forfra.

Årgang 93