Det første man bliver ramt af når man åbner døren til Hogwarts drivhuse er heden. Og efterfulgt af heden, er dunsten af gødning og den fugtige luft der sætter sig på huden de næste gaver sådanne drivhuse kan give. Henrietta var fulgt med resten af sin årgang ud ad hoveddøren og ned til skolens mange drivhuse og hendes entusiasme var ikke just helt oppe at ringe. At lære om ingredienser og planter var af stor interesse, men at stikke hænderne i dragemøg og hive ukrudt op var simpelthen arbejde for folk med langt mindre finesse end hende selv. Selvfølgelig forstod hun konceptet af hvorfor det var vigtigt at lære disse teknikker, specielt hvis man som hende havde en forkærlighed for eliksir, men det betød ikke at hun brød sig om idéen om mudder op ad albuerne og snavs under neglene. Henrietta var vokset op i Liverpool, en storby, der ganske vidst forsøgte at udvide deres grønne områder, men hun havde set mere beton end grantræer i sit liv. Hendes forældre var også mere altan end have mennesker og selv om hun havde forsøgt at holde live i adskillige planter, så var Henriettas tommelfingre ikke grønne.

Den tunge fugtighed klistrede sig til hende og hun kunne mærke at hendes hår allerede var begyndt at kruse, da hun satte sig ved et af de ledige borde i drivhuset. Hun lavede et mentalt notat om at det var vigtigt at huske at flette sit hår før hver fremtidige botanik time ellers ville hun går her fra og ligne hun havde fået stød. Og kruset hår og mudder var ikke ligefrem et look der ville hjælpe hendes fremtid. Professor Lawrence tog venligt imod dem alle og begyndte introduktionen af botanik. Henrietta var egentlig stor fan af Professor Lawrence, hun var nemlig også Hogwarts eliksir professor. Og eliksir var et fag Henrietta planlagde at være ekspert i. Og hvis professor Lawrence mente at botanik var et fag værd at investerer tid, så ville Henrietta give det sit bedste. Mudder og dragemøg og det hele. Professor Lawrence var i gang med en fremlæggelse af hvad de forskellige drivhuse indeholdt, samt hvad hendes forventninger til eleverne var. Henrietta fulgte godt med, imens hun tog notater til strukturen af drivhusene, eller hun forsøgte i hvert fald at holde interessen oppe, imens hun fulgte med. Men hun kunne mærke sveden begyndte at pible frem alle mulige ubehagelige steder og med et kort og hurtigt blik rundt på de andre elever, kunne hun se at hun var ikke den eneste der var påvirket af heden i drivhuset. Og med et lille grin noterede hun i bunden af sin notesbog; ”Fletning, deodorant, lommeletter i inderlommen.” før timen afsluttedes.

Med hjertet hamrende af forventning trådte Andre ind i det høje Astronomitårn, fyldt med begejstring for sin første astronomilektion. Hans øjne skannede det rummelige klasselokale, og hans ansigt lyste op ved synet af det store vindue, der åbnede sig for stjernehimlen. Han følte sig som en del af noget større, og spændingen boblede inden i ham, mens han fandt sin plads ved siden af en klassekammerat fra Ravenclaw.

Lokalet var oplyst af svagt lys fra stearinlys, der kastede en varm glød over de gamle stenmure og træmøblerne. En følelse af ærefrygt og nysgerrighed fyldte Andre, da han ventede ivrigt på, hvad lektionen ville bringe. Han kunne næsten føle magien i luften og glædede sig til at lære mere om stjernerne og universets mysterier.

Da han satte sig ned ved siden af en klassekammerat fra Ravenclaw, kunne Andre ikke lade være med at føle en snert af irritation. Han syntes altid, at Ravenclaw eleverne var så bedrevidende og selvtilfredse. Men han lod ikke sin fordomme ødelægge hans gode humør og forsøgte at være høflig og venlig over for sin sidemakker.

Da Professor Florence begyndte at forklare dagens emne, lyttede Andre opmærksomt, mens han prøvede at følge med i de komplekse koncepter. Han følte sig lidt overvældet af den tekniske terminologi, men han var fast besluttet på at gøre sit bedste og lære så meget som muligt.

Pludselig mærkede Andre en mærkelig følelse af svæven, og hans fødder løftede sig fra gulvet. Han kiggede forvirret rundt og indså, at tyngdekraften var blevet fjernet fra lokalet. Panikken steg i ham, men han prøvede at holde sig rolig og fik fat i kanten af sit bord for at stabilisere sig.

I det kaos af svævende objekter og forvirrede elever, følte Andre pludselig noget langt glide ud af hans lomme. Med et chok indså han, at det var hans tryllestav, der var på vej ned mod gulvet. Men før den nåede jorden, blev den grebet af den magiske kraft og svævede væk fra ham, midt i lokalet. Han følte en bølge af skam skyde igennem sig, mens han famlede ud i intetheden efter sin tryllestav, men den syntes utilgængelig for ham i det tyngdefri miljø.

Mens han kæmpede med sin manglende tryllestav, hørte Andre sin sidemakker fra Ravenclaw udbryde begejstret, at hun kunne se Nordstjernen. Ignorerende sine egne problemer, greb Andre kikkerten og begyndte at lede efter stjernen. Men hans indsats var forgæves, da han stirrede ind i en labyrint af stjerner, uden at kunne identificere den korrekte.

Stoltheden stak i Andres bryst, da han kæmpede med sig selv om at spørge sin sidemakker om hjælp. Han ville ikke indrømme sin egen uvidenhed for hele klassen. Med et anstrengt smil henvendte han sig til sin klassekammerat og formulerede spørgsmålet om, hvordan man lokaliserer Nordstjernen.

Hans stolthed faldt en smule, da sidemakkeren venligt og smilende forklarede, hvordan man identificerer Nordstjernen blandt de mange stjerner på himlen. Han følte en blanding af lettelse og skam, da han modtog svaret, og takkede hende med et genert smil.

Da timen nærmede sig sin afslutning, vendte tyngdekraften tilbage til lokalet, og Andres tryllestav landede blidt ved hans fødder. Han følte en lettelse skylle gennem sig, da han samlede den op og stak den tilbage i sin lomme.

Her opdagede han så, at det kun var HELE klassen der havde set det, da de alle kiggede på ham og små grinede. Ud over at han blev rød i hovedet, så blev hans ansigt stramt, hans mund var så lille og tynd, nærmest som en streg, han ignorerede alt og alle, og prøvede at tælle til 10, med næsen højt hævet.

I det øjeblik, hvor han overvejede at takke sin sidemakker for hjælpen, følte han en stædig følelse af stolthed, der holdt ham tilbage. Han besluttede at holde det for sig selv, og med et knap synligt nik vendte han sig mod vinduet og lod tankerne vandre mod de fjerne stjerner.

En labyrint udfoldede sig foran Wren, der med sædvanlig rank ryg og kalkulerende blik inspicerede den. Den så harmløs ud udefra, men de var blevet informeret om at være på vagt, da en særlig modbydelig busk var placeret rundt omkring derinde. Den stikkende busk. Hun havde naturligvis læst op på planten - godt forberedt som altid - og derfor var det med en vis selvsikkerhed hun begav sig afsted. Hun havde valgt at tage turen alene, selvom de fleste andre havde fundet sammen i små grupper - Wren var nemlig af den overbevisning, at samarbejde blot holdt hende tilbage fra at brillere. Hun klarede sig bedst selv. Men det betød også, at hun skulle være ekstra opmærksom, nu når hun ikke havde nogen andres øjne og ører at støtte sig op af. Øjnene granskede derfor buskene, mens tryllestaven blev holdt oppe, klar til forsvar mod de store, gule pigge, som kunne blive skudt afsted når som helst. Et hyl brød luften et sted til højre for hende, hvilket fik et sæt til gå igennem hende. Et stikkende sammenstød, gættede hun sig til, men lod hurtigt opmærksomheden dreje tilbage på hendes egen færd. Hun skulle bare finde vej igennem labyrinten, hen til professorens præmie der lå og ventede - og det burde jo ikke være så svært, tænkte hun. Hendes retningssans var skarp, hendes ild-besværgelse til perfektion. Og dog.. Syntes labyrinten næsten levende jo længere ind man kom.

Hun kiggede hastigt rundt om et hjørne for at tjekke for fare. Svujs! En håndfuld torne skar igennem luften, som hun kun lige akkurat nåede at afværge ved at skjule sig bag labyrintens plantevækst. Én pig formåede dog alligevel at bore en af hendes hårsnoninger over. Forskrækket, holdt hun den halverede snoning op for sig for at betragte den. Så var det vel snart tid til en ny frisure.. Et utilfredst suk forlod hendes læber, stærkt efterfulgt af "in-SEN-dee-o!" i retning af den hårkløvende busk. Lyden af den knitrende ild, gav hende modet til rent faktisk at gå rundt om hjørnet. Passere busken og søge videre fremad. Og sådan fortsatte hun, et par små ildebrande efterladt bag sig, indtil hun endelig kunne se udgangen. Et lille smil krøb frem i mundvigen, en lettelse i brystkassen. Godt nok havde hun ikke været bange, i hvert fald ikke ifølge hende selv, men.. Dén labyrint var alligevel ikke ligefrem hyggeligt at befinde sig i..

Præmien for at overvinde labyrinten var dog mildest talt skuffende. Professoren rakte hende et indpakket bolche med kaktussmag, en 'sjov' reference til buskene. Wren måtte skjule den flade fornemmelse indvendigt, men stak alligevel slikket i munden. Men var der ikke også et klogt menneske der engang havde sagt, at 'det ikke er destinationen, men rejsen' der var vigtig? Og labyrinten havde trods alt været en interessant og lærerig udfordring.

YDERLIGERE STJERNEMODTAGERE FRA UGE 1

4.

Jake

8 stjerner