Wren absolut hadede alt der kunne krible, kravle eller sno sig - og derfor forekom dagens time i magiske dyrs pasning og pleje helt og aldeles uoverkommelig. Og dét var ikke noget den lille løve tænkte om spor meget, tværtimod havde hun en til tendens til at flyve let og elegant de fleste faglige udfordringer. Men måden det grå slangelignende væsen snoede sig på, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Mest af alt havde hun lyst til at overgive sig til frygten og blot flygte sin vej, men autoritetstroen og ønsket om at imponere sin moster holdt hende tilbage. Askevindelen gik på tur, fra den ene usikre favn til den næste, nærmerede sig hende med en foruroligende hast.

"Er du bange for slanger, bløddyr?" Lød en irriterende stemme ved sin af hende, en som hun kun anerkendte ved at rynke provokeret på næsen. Hun behøvede ikke at kigge i hans retning for at vide, at det var Jake Davis. "Vel er jeg ej," Hun prøvede at lyde overbevisende, men hånden var for længst gledet ned i lommen for at holde om billedet af mødrene, en dårlig vane som brød frem når hun var nervøs. En vane Jake formentlig så igennem, hvorfor han fortsatte med at presse på. "Den bider ikke, modsat dig." Ude af øjenkrogen, kunne hun fornemme hans rolige håndtering af slangebæstet. Hun rullede øjne af hans reference til dengang hun havde bidt ham i hånden, velfortjent selvfølgelig.

"Her," Sagde han og rakte reptilet hen imod hende, idet det hvislede irritabelt. Hun så kort op i de blå øjne, blev mødt af en anstrengende skadefryd. Usikkert og utilfredst holdt hun sitrende hænder frem for at modtage. Slangen viklede sig omkring hendes arm, imens løven forsøgte at holde sig i ro. Vejrtrækningen blev glemt, da væsnet stirrede direkte på hende med sine onde, røde øjne. Tungen stak ud, kildede ubehageligt mod hendes arm. Den virkede.. vred, syntes Wren. "Få den væk!" Peb hun pludseligt og forsøgte sig at ryste slangen over i den næste persons favn. "Nu!" Væsnet hvæsede pikeret over måden det blev behandlet på, en advarsel som blot gjorde Wren endnu mere panisk. "Rolig nu, Wren," Forsøgte Jake at afbryde hendes bevægelser, men før hun vidste af det blev hun bidt, hårdt, i hånden. "Av!" Udstødte hun og slangen fløj i et spjæt over til grævlingepigen ved hendes side. Den lille løve klemte hårdt om stedet hun var blevet bidt, så pinligt op på mosterens skuffede udtryk. Kinderne blev varme, da hun mærkede de andres blikke på hende. Særligt Jakes skæve smil ætsede sig fast. Dumme, dumme askevindel.

Planter var efterhånden noget som Jake gik op i. Benyttelsen af dem virkede uendelige og ekstremt brugbare, så det var ikke længere noget han tog så let, som han havde gjort i starten af det første år. Desuden lærte han nye besværgelser, som ikke nødvendigvis var at finde i deres læringsmanual i besværgelseslektionerne, så det var kun et plus. Denne lektion var en af dem, hvor man både fik besværgelsen og oplevelsen af at få en plante undersøgt. Der var frit valg på alle hylder i forhold til valg af plante, så Jake valgte at lade en rose gro hurtigt, fordi det var hans Mors ynglingsblomst. Der var også de blomster han gik til hendes gravplads med, når han en sjælden gang besøgte kirkegården. Med tryllestavens spids lavede han en lidt atypisk bølgeform og sagde “her-BIV-i-cuss”, lige som de havde fået fortalt der skulle gøres. Et grønligt lys stod ud af stavens spids, og dannede såvel om den lille stikling en boble af grønt lys, og hans tryllestavs spids. Forbindelsen mellem stav og plante blev understreget af en grøn streng mellem de to bobler, og foran øjnene på Jake begyndte stiklingen at spire. Først dannede stiklingen grene, så kom der flotte, let takkede balde på grenene, og så kom der knopper flere steder. Det var et smuk syn, da fem lyserøde roser sprang ud på den mindre busk. Frodige og sunde var blomsterne, og Jake afbrød forbindelsen inden flere kom og de eksisterende blomster ville dø ud. Meget tilfreds med resultatet lænede han sig ind over en af blomsterne og stak næsen ned i den. Næsten overdrevet parfumeret var dens duft og Jake smilede lidt for sig selv. Hans mor ville have elsket disse.

Hvis der var noget den lille løve var kendt for - udover sit hårde udtryk og exceptionelle faglige evner - så var det sin perfektionistiske fremtræden. De skinnende laksko, den stramme Windsor-slipseknude, den altid nydelige kappe. Hver lille detalje var kredset om, gjort fin, fordi det var hvad hun fra hjemmet havde lært var det eneste anstændige. Derfor ville det nok ikke komme som en overraskelse for nogen, at hun absolut ikke brød sig om at blive beskidt. Faktisk var der kun få ting i verden hun brød sig mindre om. Så som.. Hmm.. Jake Davis. Men heldigvis var han ingen steder at se i indgangshallen, så ham var hun da fri for. Hvad hun dog ikke slap udenom var dog Den Blodrøde Baron som gled direkte igennem hende, idet hun drejede ind af døren til Storsalen. "Åh!" Udstødte hun overrasket, selvom kollisionen knap kunne fornemmes. Det kunne ektoplasmaet det efterlod til gengæld godt.. Grønt klister dryppede fra hendes kappe og ned på de friskpolerede sko. Adr, altså! Hun sukkede højlydt, men lod sig ikke komme for langt ud af den, før hun med tryllestaven tegnede en klatlignende form i luften over hende, imens hun med selvsikker røst udtalte; "Skurge!" Et grønt lys gled over hendes kappe og sko, der fik ektoplasmaet til at forsvinde let som ingenting. Godt hun havde styr på sine besværgelser. Hun trak tilfredst på smilebåndet og kunne så ellers fortsætte videre på sin færd mod løvernes langbord, hvor hun som sædvanligt ville begrave snuden i en bog og ignorere alle omkring hende. Intet nyt der.

YDERLIGERE STJERNEMODTAGERE FRA UGE 2

4.

Andre

3 stjerner