Ordet hjem var noget Jake brugte sjældent. Oftest når folk spurgte, beskrev han der hvor han lagde hovedet eller huset i Mayfair, hvor hans far boede. Men hvis han skulle beskrive ordet hjem så var det et ord, der bød op til hygge. Et trygt sted, hvor han kunne være lige den han ville. Det var et sted eller en person, hvor lyset var varmt omkring dem. Et sted man kunne trække vejret frit.

Nu når Jake lod tankerne kredse om ordet hjem, var der flere steder der poppede op mens han tænkte. Et af stederne var Hogwarts' bibliotek. Her kunne han slappe af - det meste af tiden. De næsten idylliske øjeblikke, hvor han følte sig helt alene inde mellem bogreolerne, med et hyggeligt lys og en god, interessant bog kunne næsten føles som hjem. Men der manglede noget... Et andet sted der kunne være hjem, var for eksempel i eliksirlokalet, hvor han kunne boltre sig mellem ingredienser og brygning. Her kunne han udfolde sig, og det gjorde ham glad. Men ikke glad nok. Han skulle stadig spille en form for skuespil, for han kunne ikke være alene i lokalet... Et sted han godt kunne føle sig hjemme, var faktisk huset i Mayfair. Her havde han sine egne bogreoler, sine egne lokaler til at lave spas i og de lækreste sofaer til at slænge sig i med for eksempel en bog eller en avis. Men kun når han var alene. Hvis hans far eller andre var i nærheden føltes huset ikke nær så frit og hans...

Flere eksempler kom til ham: Søens vand, vand generelt faktisk. Af og til kom følelsen til ham, når han grinte sammen med sin ven Andreas eller den ene gang ved søen, hvor Chaiya, Wren og ham selv alle var røget i vandet. Jake havde grint for første gang i løvens nærvær og det havde føltes godt. Men fælles for alle eksemplerne var, at der kom et men. Enten var det en flygtig følelse, eller så var det slet ikke følelsen af hjem, men noget helt andet som han endnu ikke mestrerede at beskrive. Efter at have krøllet flere papirer sammen, fordi han ikke ville aflevere sådan noget pjat, slog en tanke ned i ham. Følelsen kom også. Han følte sig hjemme, når han besøgte sin mors familie i Skotland. Bare at komme til Skotland fik ham til at føle sig hjemme. Arkitekturen var indbydende, accenten som hans mors, hvilket indhyllede ham i et tæppe af en god følelse. Og ikke mindst den gård hans mors forældre boede på. Hver gang Jake kom dertil, var det en højtid hvor alle samledes. Alle hans fætre, kusiner, onkler og tanter. Der var overdådig buffet, magiske øjeblikke, hvor Jake virkelig følte sig hjemme. I han aflevering skrev han derfor om en jul, hvor der var faldet en form for madhammer-hygge-stemning over alle 20 deltagende. De mindre børn sov og hans kusiner og fætre sad sammen med ham og spillede et spil. Her var han hjemme, og det ville han altid være

Det rygtedes for at være en besværgelig forvandlingsbesværgelse de skulle lære i dag. Ligesom til så mange andre magiske lektioner, kom Jake med en tro på sig selv. Det havde ikke fejlet ham endnu, og hans ego voksede i takt med, hvor få fejl han syntes at have til fag som Besværgelser, Forvandling og Forsvar Mod Mørkets Kræfter. Avifors ville ikke blive et problem for ham - var han overbevist om.

End ikke da professoren begyndte at snakke om, hvor mesterlig en forvandling dette var. "Forvandlinger af denne kaliber er noget af det sværeste magi at praktisere effektivt. Det er for eksempel ekstremt svært at forvandle noget ikke-levende til noget, der er levende. Det kan dog være både givende og nyttigt at mestre en forvandlingsbesværgelse som 'Avifors', der vil forvandle små livløse genstande til fugle." fortalte professoren, og gjorde Jake mere klar på, at få et kæmpe klap på skuldrende end at blive nervøs for overhovedet at kunne. Selv med den introduktion og advarsel, kunne Jake kun se sig lykkedes, men samtidig havde han svært ved at se, hvorfor den kunne være nyttig. Hvornår ville det være en effektiv besværgelse, at kunne få genstande til at blive fugle? Med tvivlen på, hvad det kunne bruges til, stillede han sig frem overfor sit bord. Her havde han fået nogle sten udleveret, som han kunne øve sig på. Enten kunne han få en fugl ud af en genstand, eller mange fugle ud af flere.

Tryllestaven skulle føres i en underlig krydsedulle, og udtalen virkede lige til. Derfor øvede han ikke så meget - noget han ellers gjorde meget ud af. I dag var han mere ivrig efter at lykkedes frem for at øve sig. Tage farten ud af det hele. "Ah-Vi-fors" lød det fra ham, mens tryllestaven lavede føringen. Intet lys kom, stenene blev ikke forvandlet. Han rettede lidt på sig selv, og prøvede igen. Heller ikke denne gang skete der noget som helst. For hvert forsøg han prøvede, blev hans udtale mere desperat og tryllestavens føring blev mere kantet. Efter otte eller ni forsøg var han lige ved, at smide alt fra sig og gå. Det var ikke før Professoren kom over til ham, at han kunne se væk fra de sten han endnu ikke havde forvandlet til fugle. Det gjorde det heller ikke nemmere for ham, at andre i lokalet havde lykkedes. Professoren fik ham talt lidt ned igen. Valgte at ligge vægt på, hvad denne havde set Jake gøre godt, og give ham råd til, hvad han skulle lave om. Dette fik Jakes skuldre til at falde lidt ned. "Tiende gang, lykkens gang?" spurgte han nok mere end sagde, da han stadig sad lidt fast i, at ville lykkedes. Professoren forlod ham igen, uden at svare og Jake vendte blikket mod den største sten i hans samling. Han isolerede denne, og tog en dyb indånding. "AH-vi-fors" sagde han, overraskende roligt. Ud af spidsen på tryllestaven kom et blåligt lys, der forvandlede stenen om til en krave. Materialiseringen var et fantastisk syn, og han skulle ligge gevaldigt meget låg på sig selv, for ikke at juble over, at han havde kunne.

Jake ville ikke kalde sig selv for et rodehoved. Men det skete da, at han fumlede afsted - især når han skulle skynde sig. Denne besværgelse kunne hjælpe med det. Især hvis det nu var sådan, at han virkelig ikke gad pakke sine ting. Denne besværgelse viste sig så også, at have en noget mere avanceret tryllestavsføring, end de tidligere besværgelser han havde lært. Ligesom besværgelsen indbød til orden, så skulle føringen af tryllestaven også være lige i skabet. Normalt blev han ikke slået ud, når han skulle øve sig, men et eller andet havde slået sig ned i ham denne dag: perfektion! Det kunne både ødelægge hans humør, hvis han ville gøre ting perfekt, samtidig med at han regnede sig selv for at være langt bedre end han i virkeligheden var. Spændingerne ville gøre ham så anspændt, at det til sidst ville kludre så meget for ham, at han ikke kunne gøre andet end at gå fra det hele. Sjældent skete det dog, men han kunne se sig selv ryge i det hul i dag.

Uden at udtale besværgelsen, begyndte han at øve sig på føringen af tryllestaven. Skråt op, en anelse lige hen, så lodret ned, lidt til højre igen, så halvvejs op end før, så til højre igen, så ned og igen til højre og afslutning med føring lodret op. Dette gentog han flere gange før han følte sig nogenlunde sikker. Mellem hver gang havde han enten rømmet sig, rykket lidt rundt på fødderne eller bevæget skuldrene lidt, for at løsne op. Det kom til, at han ville sammensætte udtale og føring. "Pack" sagde han mens tryllestaven lavede formen, og for hans øjne samlede alle hans skolesager sig ned i den kuffertlignende genstand alle elever havde fået udleveret i lektionen. Fornøjet så han pergament, fjerpen, blæk og bøger folde, lukke eller sable sig sammen i bedste orden, og fint placere sig i kuffertens bund. Imponeret kiggede han på tingene, og ville fra denne lektion af, aldrig mere bøje sig efter sine egne ting igen.