Wren Courtenay absolut hadede at være syg, og det var af én særlig grund; det gjorde det absolut umuligt at studere. Når kraniet føltes tungt af snot og man måtte afbryde sin sejlende læsning for at hoste hvert tiende sekund, så var det rimelig svært at fokusere. Derfor lod hun ikke sygdom hærge længe, før hun søgte hospitalsfløjen for at efterspørge den kur hun vidste de sad inde med. Da hun ankom, indså hun dog hurtigt, at hun ikke var den eneste der led under forkølelsens greb. Nærmest hele hendes årgang lod til at have søgt ly i den store sal. Host og hak gav ekko med stenmurerne, da den lille løve fandt en ledig stol at slå sig ned ved. Hvordan havde sygdommen spredt sig så voldsomt? Var der bare en som havde rendt rundt og nyst på alle? De mørke dådyrøjne skannede sløvt de andres ansigter, et forsøg på at finde nogen hun kendte i mængden. Blikket endte ved Chaiya Paithoon der var i færd med at hoste i sit ærme næsten synkront med River Erwood der sad ved siden af ham. Et øjeblik overvejede hun at gå over til dem, men idéen forsvandt lige så hurtigt som den havde plantet sig, da Jake Davis' stemme lød.

"Du ser forfærdelig ud," Hovedet blev drejet mod højre i et utilfredst (og snottet) snøft for at observere grævlingen der sad ukarakteristisk hængende på stolen. Den lange bønnestage af en fyr så heller ikke for godt ud. Rødmen omkring næsen og øjnene, huden blegere end normalt. "Det gør du også," Kastede hun igen, om end med et lille mildnende vip i mundvigen. Han rystede på hovedet af hende. "Hvordan er du blevet smittet?" Han gnubbede sit øje, så på hende med blå øjne der sejlede af udmattelse. "Chaiya nyste på mig." Et nik i retningen af deres fælles ven, en anelse af irritation i udtrykket. "Dig?" Spurgte hun, overrasket over hvor civil deres samtale kunne være. Måske begge deres barrierer var lige svagelige af sygdommen. "Chaiya hostede mig i fjæset." Selvfølgelig. Hun lavede et ansigtstræk som udtrykte netop den tanke.

Inden samtalen kunne gå videre, fik de begge stukket et glas i hånden med en rød væske af en af healer-assistenterne der febrilsk rendte rundt og delte ud til alle. Kvik-op eliksir. Uden et sekunds tøven slugte den lille løve indholdet og mærkede varmen sprede sig helt ud til fingerspidserne sammen med omgående lindring af det tunge hoved. Et par af eleverne omkring dem havde damp ud af ørerne, hvilket fik latter til at overdøve lyden af lidende host i salen. Selv Wren måtte undertrykke et smil over hvor fjollet det så ud. Og dog lod hun det ikke more sig for længe, før hun rejste sig og gjorde klar til at genfinde sin plads på biblioteket, dog ikke uden at skyde en sidste afskedskommentar i Jakes retning; "Ses, stankelben."

Den blege februarsol skinnede ind af vinduerne i drivhus tre og indhyllede eleverne i et forfriskende skær. Foran hver af dem stod en lerpotte med en spinkel plante i. Planten havde store blade malet af en grøn-rødlig tone, hvorunder der voksede bønnebælge. Wren - som den evigt dygtige elev hun nu var - genkendte med det samme den magiske flora, som værende sopophorus-planten. En rimelig sjælden plante der normalvis spirede i dystre moseområder. Fordi hun uden problemer identificerede planten, vidste hun også, at der i bælgene fandtes en bønne med enorme magiske evner som kunne anvendes i eliksirer. Fingrene samlede sig om en af bælgene for at inspicere den nærmere, imens professoren forklarede hvad dagens program bød på. Gødning, plukning og rapportskrivning. Lige en dag efter Wrens smag.

Med en antydning af et smil i mundvigen, gik hun derfor i gang. Den lille haveskovl blev stukket ned i sækken med gødning fra månekalv-møg for så at sprede det over pottens jord og blande det med de øverste centimeter. "Godt arbejde, frøken Courtenay." Komplimenterede professoren over løvens skulder, hvilket fik hende til at rette ryggen lidt. "Tak, professor." Skyndte Wren sig at kaste afsted, før hun igen rettede opmærksomheden mod planten. Forsigtigt mærkede hun på bønnebælgene, studerede dem for at afgøre hvilke var klar til at blive plukket. En eller to blev knækket af plantens stilk, så hun nænsomt kunne åbne bælgene for at udgrave den ene perlehvide bønne deri. Hvis hun ikke havde været så regelret, havde hun måske lagt en enkel i lommen, drevet af sin passion for eliksirbrygning. Men i stedet placerede hun dem i den tiltænkte skål som professoren havde sat frem og begyndte at skrive på sin rapport. Med sædvanligt øje for detaljer, skrev hun en lang og dybdegående opgave i kontrast til mange af de andre Gryffindor-elever, som halvhjertet fik nedskrevet det mest centrale. Hun var i sandhed lidt af en ener på det punkt - måske særligt fordi hun stræbte efter at være det.

"Skat! Der er mad!" Lød mors rungende stemme fra køkkenet. Wren der sad i stuens sofa ned næsen begravet i en bog ænsede dog knapt ordene. Den omkringliggende verden var skåret fra til fordel for den som udfoldede sig på papiret mellem hendes fingre. Hun havde lånt en af mammas bøger fra healingstudiet, en der naturligvis var langt over hendes faglige niveau, men som hun netop derfor måtte fokusere ekstra kraftigt for at forstå. "Wrennie, læg nu den bog fra dig, ik'? Det er juleferie." Prikkede mamma hul på Wrens boble med, imens hun satte sig på hug foran hende og strøg en snoning om bag løvens øre. Den kønne healer så på Wren med et blidt udtryk, der dog gjorde sin pointe klar; det var slut med at læse. "Kom så," sagde hun endegyldigt med en klap mod pigens spinkle knæ, før hun rejste sig og satte afsted mod spisestuen. Et lille suk forlod den flittige løves læber, men autoritetstro som hun nu var, kunne hun ikke modstå sine mødres tilskyndelser - også selvom hun egentlig ikke var sulten. Bogen blev derfor lukket sammen og lagt på stuebordet, hvorefter hun fandt vej til spisebordet.

"loh-kuh-MOH-tor!" Udtalte mor med løftet tryllestav, så tre tallerkener løftede sig fra hylden i det åbne skab og placerede sig nydeligt på spisebordet, stærkt efterfulgt af bestik og glas. Selvom det var en daglig hændelse, at bordet blev dækket på denne vis, så var Wren stadig imponeret over ynden i mors udførelse. Alt stod knivskarpt, landede nær lydløst på sin plads. "Vi skal have din livret," Lokkede mamma, imens fadet med Sherperd's Pie fløj ind og landede på bordskåneren ved centrum af bordet. Wren trak lidt på smilebåndet, bare en my. Måske hun var lidt sulten alligevel så.