Flick måtte virkelig være ked af sit navn et sted som Hogwarts, selvom Abigail morede sig ustyrligt, hver gang nogen fortalte, hvad man kunne med kun ”a flick of a wand”. Sidste gang havde de i besværgelser haft om Wingardium Leviosa, hvor de skulle bevæge tryllestaven med et ”swish and flick”. Besværgelsen havde været usandsynlig svær at mestre, fordi underholdningsværdien for Abigail havde været så høj. Hendes tålmodighed havde også været på prøve, hvilket ikke passede sig med den manglende koncentration hun besad.

I dag var det forhåbentligt bedre. Især da det gik op for hende, at de skulle øve sig i ikke bare en, men to besværgelser igen, fordi de gik hånd eller hånd, eller nærmere mod hinanden, fordi diffindo skar noget i stykker og reparo reparerede noget igen. Selvom det efterhånden ikke var lige så skræmmende at have Raven mere, som det havde været i starten, fordi hun altid mindede Abigail om den episode, hun og Flick havde været ude for før skolen, så var der perioder, hvor mindet stadig fyldte for alle parter. Især nu hvor professoren havde sagt, at de måtte finde på hvad som helst at øve diffindo besværgelsen på, bare ikke levende væsner, mennesker eller dyr. Øjnene havde vandret direkte til Abigail og Flick som sad ved siden af. Raven, som nu også gik under tiltalen professor Moore, havde fortsat eksemplerne med ”Så hellere bøger”. Abigail skulede til Flick, som samtid også var i gang med at skule tilbage. Stiltiende blev de enige om, at de hverken ville prøve på ugler, andre dyr eller bøger.

De forsøgte på tomt pergament, da det var det nemmeste at have adgang til, og hvis det gik galt, så var det ikke så katastrofalt. Abigail havde overvejet, hvad konsekvensen var. Selvom de kunne få hjælp og det egentlig var ret normalt at få fra professoren, så ville Abigail helst ikke have for meget, for hun ville nødigt få at vide, at hun ikke tænkte over tingene eller på anden måde tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Først senere på ugen fik Abigail dog brug for besværgelsen, da hun i botanik skulle beskære et par planter. Hun og Flick havde fundet det ufatteligt smart at bruge diffindo til det, hvorfor de havde kastet sig over den mulighed. ”Det er smart, når man kan bruge det man lærer i et fag til et andet fag, ikke Abi?” spurgte Flick og Abigail nikkede ivrigt i sit forsøg på at få en genstridig stængel fra en plante skåret over. Ikke desto mindre var hun helt enig, og hun smilede da også stort og stolt, da hun holdt planten frem. ”Endelig!” Bemærkede hun, samtid med Flicks følgende udbrud. ”Heeey”. Abigail så undrende på ham, da han holdt sin arm frem og kappens ærme ligeledes var delt i to på øverste side. Dermed afslørede det underarmen. ”Ups!” lød det samtid fra Abigail, der kastede planten fra sig, så den landede på en af de andres bøger, og endnu et ”Heeey” kunne høres. Hun så dog ikke, hvem det kom fra, da hun i stedet fik planten smidt i nakken og hun selv udstødte et ”Heeey”, men hun gjorde ikke mere ved det, da hun i stedet studerede Flicks arm.

”Ra-, professor Moore må ikke høre om det her. Hun tror bare vi er ved at slå hinanden ihjel så. Du kom ikke noget til, vel Flick? Det var kun kappen, ikke? Jeg kan-” hun stoppede sig selv. Hvordan pokker kunne hun skrive til sin far og bede ham købe en ny kappe til Flick, uden Raven opdagede det? Hun kunne måske skrive til sin mor, men hun kendte bare ikke Flick. ”Nej nej, jeg er okay. Det er bare kappen der mente, at jeg skulle have luft til armen. Det er nu også varmt nok, så jeg burde nok egentlig have taget den af” mumlede Flick en anelse muntert, hvilket forvirrede Abigail, der var bange for om hun ville blive smidt ud af Hogwarts nu. ”Hvis jeg nu tager kappen af, så kan vi se, om vi kan fikse den igen med reparo? Jeg kunne godt finde ud af den i timen, da de reparerede pergamentet. Det kunne du også, så mon ikke vi også kan lave kappen igen?” foreslog Flick, mens Abigail fortsat overvejede, hvordan hun skulle få en af sine forældre til at købe vennen en ny kappe.

Tilbage i virkeligheden så Abigail på Flick, da han tog kappen af, og derefter på ærmet. ”Tror du det kan laves, så man ikke kan se det? Man kunne godt se lidt på mit pergament, hvor riften havde været. Kunne man på din?” spurgte Abigail nu Flick. Han nikkede langsomt og trak så på skuldrene. ”Ikke så meget, men måske lidt. Prøv du. Så kan jeg prøve bagefter. Det er sjovt at prøve på noget andet end papir, ikke?” spurgte han atter muntert. Abigail spekulerede stadig over, hvad konsekvensen mon ville være, hvis nogen opdagede det, men heldigvis smittede Flicks humør af på hende, og hun var hurtig til at indse, at det jo faktisk var ret spændende. Der måtte være forskel på tyndt papir og så stof, når man skulle udføre besværgelsen, ikke? Tryllestaven var ikke langt væk, for hun havde netop brugt den til at gøre skaden og samtid få planten fri, hvorfor hun også hurtigt var klar med spidsen af tryllestaven mod Flicks ærme, dog uden at han var pakket ind i stoffet.

Et par forsøg blev gjort med reparo, og stoffet fandt da også sammen igen, men flængen var ikke helt væk. Heller ikke selvom Flick havde prøvet også. Dog var de enige om, at det krævede lidt mere at få stoffet repareret, end det havde gjort at få papiret sat sammen. ”Jeg tror måske godt, at jeg kan få min mor til at købe en ny kappe til dig, men jeg er ikke sikker på, at professor Moore vil være særlig begejstret, hvis hun har opdaget, at jeg ikke havde tænkt på, at det kunne gå galt, det jeg gjorde, men Flick, jeg gjorde det altså ikke med vilje” sagde Abigail. Flick smilede stort og rystede ligegyldigt på hovedet. ”Jeg tror på dig, Abi. Der skete heller ikke noget. Se, den er god som ny, og mærket ser ret sejt ud. Jeg siger bare til min far, at jeg sad fast i en plante, og vi selv har repareret det. Så bliver han stolt over hvad vi kan!” udbrød han helt bestemt og smilede til sit ærme. ”Tak Flick. Det er også ret flot lavet, ikke?” spurgte hun retorisk. De var begge enige om, at der ikke var andre på 1. årgang, der kunne have lavet det ligeså flot.

Genevieve vidste ikke hvordan hun skulle føle om emnet hun havde om i Forvandling. Hun var trods alt selv en metamorphmagus, men kun meget, meget, MEGET få vidste det, da hun var en uregistreret metamorphmagus. Hvis det stod til Genevieve selv, så ville det kun have været hende selv, hendes mor og hendes far der vidste det, men uheldigvis vidste Donato og Casimir det også nu, da hun under en date med Donato havde skiftet hårfarve fra rødt til blond. Indtil videre så det ud til ingen af dem havde sagt det videre, men hvem vidste. Donato ville nok ikke, men Genevieve kendte ikke Casimir godt nok til at vide, om hun kunne finde på det eller ej.

Professoren ville have alle eleverne til at reflektere over evnen som metamorphmagus. Det var jo egentlig nemt nok for Genevieve, da hun selv var det. Hun både elskede at være det, men hadede det også. Det at kunne ændre udseende som man ville var dejligt nok, men at hun skulle holde det skjult var knap så sjovt. Genevieve havde tidligere skiftet farve på sit hår, godt nok i det skjulte, hvor hun havde sagt hun havde farvet det, men hvor hun rent faktisk havde brugt sin evne. En af de gange hun specielt kunne huske, det var da hun ændrede hårfarven til at være pink. Da hun et par uger efter gik tilbage til den normale røde farve, der sagde hun at det var en hårfarve, som gik væk efter et par vaske.

Første gang Genevieve havde opdaget sin medfødte evne som metamorphmagus, det var dagen hun fyldte 8 år. Hun havde været i gang med at gøre sit hår færdigt, inden hun skulle i skole. Der var hun gået fra det røde hår med krøller til blond hår med krøller, ja hun havde skiftet sin hårfarve og hårstil til at ligne en af de ældre piger fra hendes skole. Hun havde syntes håret havde været så fint og havde tænkt meget på det. Ja man kunne måske sige, at hun havde et lille crush på pigen. Det var imens hun tænkte på pigen havde hun mærket en varm følelse, som hun efterfølgende havde lært var det hun følte, når hun ændrede sit udseende. I starten havde hun ikke vidst hvad det var, men jo mere hun lærte om sin evne jo bedre forstod hun det. Med årene havde hun også lært at kontrollere sin evne bedre. I starten havde hun nemlig ingen kontrol haft.

De havde fået lov til at reflektere over opgaven hele timen, så da deres time var ved at være forbi spurgte en af de andre i klassen "Professor, skal vi skrive en stil over det vi har reflekteret over, eller hvad skal vi helt præcist nu?", hvortil professoren svarede "Næste gang skal vi snakke om hvad I har reflekteret over. Det vil derfor være en god idé, at I skriver jeres tanker ned, så I kan huske dem til næste gang". Pyha, i det mindste skulle de ikke lave en fremlæggelse. Nu skulle Genevieve bare tænke over, hvordan hun skulle få sagt det hun havde reflekteret over, uden at få det til at lyde som om hun selv var en metamorphmagus.

Genevieve havde prøvet at gøre sig så usynlig som overhoved muligt, efter det var kommet frem at hun var metamorphmagus. Hun havde aldrig selv ville have afsløret det, specielt ikke siden hun faktisk aldrig var blevet registreret som metamorphmagus, men hun var blevet afsløret af den dumme 2 år yngre Hufflepuff pige til Casimir Fischer. Hvorfor skulle hun absolut kæfte højt om det? Hvad havde Genevieve gjort hende? Ja det vidste hun ikke, men nu vidste hele skolen, og måske flere. Det var hvad Genevieve frygtede mest af alt.

Genevieve havde godt hørt de andre elever hviske om hende bag hendes ryg, men ingen havde haft mod nok til at tage kontakt til hende selv. Nogle var nysgerrige, andre frygtede hende og så var der dem der bare hadede hende. Genevieve ville mest af alt bare ønske, at man snakkede til hende, så man ikke behøvede at bagtale hende.

Den onsdag morgen sad Genevieve nede ved morgenmaden og var i gang med at spise sin morgenmad. Ingen gad side ved siden af hende ved Gryffindors langbord, efter artiklen kom ud - ja folk sad faktisk med minimum en plads ved siden af hende, samt ingen foran hende. Frygtede de virkelig at hun smittede? Hvis ikke Donato gik så meget op i, at man ikke måtte spise på andre end ens eget langbord, så havde han nok været den eneste som ville have siddet ved siden af hende.

Lige pludseligt landede et blankt stykke pergament foran hende. Hvad skulle hun med et blankt stykke papir, og hvem havde sendt det? Det gik dog hurtigt op for Gen, at det måske ikke helt var et normalt stykke blankt pergament, da nogle piger ved langbordet gispede højt. Der var brugt usynligt blæk, og de havde nok skrevet om hende. Gen fandt derfor sin stav frem, sagde lavt "AH-par-EH-see-um", mens hun lavede nogle bløde bølger og en streg igennem dem. Et hvidt lys røg ud af hendes stav, og ord begyndte at forme sig på pergamentet. Til sidst kunne hun læse en samtale, hvor der stod: "Mon hun har snydt sig til anfører pladsen? Altså transformerede sig til professor Havasi, og gav sig selv titlen?", hvortil veninden havde svaret: "Kunne forklare hvorfor hun blev det så ung + hendes mor er jo også tidligere Quidditchsspiller. Mon hun også har været involveret i det?". Hvor var hendes medkollegianere bare modbydelige! Gen smed papiret fra sig, hvorefter hun spurtede ud af Storsalen. Lige nu var hun fuldstændig ligeglad med, om folk så mærkeligt på hende. Hun kunne ikke længere klare det. Hun ville bare væk, og professorerne kunne glemme at se hende resten af dagen. Ja måske resten af ugen, måneden eller hele skoleåret.