Det var uge fem på Hogwarts, og tredjeårs Slytherin-eleverne skulle i dag lære en ny og spændende forvandlingsbesværgelse: Ducklifors. Makayla, der altid var ivrig efter at mestre nye magiske evner, sad på kanten af sin stol i forvandlingstimen, hvor professoren netop havde forklaret, hvordan man kunne forvandle et objekt til en and. ”Det er vigtigt at huske,” begyndte professoren med sin skarpe stemme, ”at Ducklifors kræver præcision og koncentration. Et skødesløst sving med tryllestaven, og I kunne ende med et ufuldkomment resultat,” sukkede professoren. Makayla nikkede og trak sin tryllestav frem, mens professoren gik rundt og delte små, simple objekter ud til hver elev. Makayla modtog en lille, sort sten, som var kold og glat i hendes hånd. Hun betragtede den et øjeblik og kunne mærke sin spænding stige. Tænk at kunne forvandle noget til et levende dyr. Det var altså rimelig sejt. ”Når I er klar, sig besværgelsen tydeligt og fokuser på at forestille jer en and,” instruerede professoren, inden vedkommende gik op foran klassen igen.

Makayla placerede stenen foran sig på bordet, tog en dyb indånding og pegede sin tryllestav mod den. ”duck-LIH-fors!” udbrød hun og svang tryllestaven i en nedadgående skråstreg. Et gulligt skær lyste ud af tryllestavens spids, og til hendes store overraskelse begyndte stenen at forvandle sig med det samme. Den voksede og blev rundere, som om den blev blød og levende. Et lille næb trådte frem, og stenens sorte farve begyndte at blive til fjer. Men noget var forkert. Den færdige "and" foran hende var... ikke helt som forventet. For stenen var ganske vist blevet til en and, men den var stadig sort og skinnende, som om den var lavet af sten. Dens øjne var små og hårde som stenens overflade, og selvom den kunne bevæge sig lidt, virkede den stiv og unaturlig. Makayla rynkede panden. Anden stod der, men den var mere en sten-udgave af en and end en rigtig and.

Hun forsøgte igen. "DUCK-lih-fors!" Denne gang koncentrerede hun sig endnu mere intenst og forestillede sig en perfekt, levende and. Anden ændrede sig lidt, dens fjer blev mere bløde og dens bevægelser mere flydende, men den sorte, stenhårde overflade forblev. Makayla kiggede sig omkring og bemærkede, at de andre elever også havde blandede resultater. Nogle havde forvandlet deres objekter til ænder, der stadig havde små kendetegn fra de oprindelige objekter – en and med et metalskin fra en ske eller en and, der stadig duftede af bøger. Nogle få havde skabt ænder, der kun var delvist levende, som om de stadig var fanget halvt mellem at være et objekt og et levende væsen.

Makayla sukkede og prøvede igen, men resultatet blev kun en lille forbedring. Professoren gik hen til hendes bord og studerede den sorte and med et vurderende blik. ”Ikke dårligt, frøken Makayla,” sagde professoren, ”men du skal fokusere mere på at give den liv, end på det fysiske udseende. Stenen er stadig til stede i anden, fordi du stadig tænker på den som en sten. Prøv igen, og tænk kun på en levende, fri and.” Makayla nikkede og tog endnu en dyb indånding. Hun lukkede øjnene, lod tanken om stenen glide væk og forestillede sig i stedet en and, der svømmede på en sø, med bløde fjer og et let skræppende næb. Hun åbnede øjnene, pegede sin tryllestav og sagde med rolig stemme: ”DUCK-lih-fors!” Denne gang var forvandlingen mere flydende. Anden foran hende var næsten helt levende, med bløde fjer og en livlig bevægelse. Dog var der stadig et svagt, skinnende lag på fjerene, som om en del af stenen nægtede at give helt slip.

Makayla smilede tilfreds. Hun var tæt på at mestre det, men hun vidste, at hun skulle øve sig mere for at nå det perfekte resultat. Forvandlingsmagi var en udfordring, men også en spændende rejse, og Makayla var klar til at fortsætte sin færd mod perfektion.

Det var sent på eftermiddagen og Iliana sad ude i kvadraten på Hogwarts og lavede lektier da hun blev opmærksom på noget tumult ved en af indgangene til buegangen der gik hele vejen rundt om kvardraten. hun kikkede op og fik øje på de tre større elever der tidligere på dagen havde puttet en mindre elev ned i en papkasse og stillet både et bord og nogle stole ovenpå i et hjørne af biblioteket.

Her havde Iliana befriet eleven ved hjælp af Wingardium Leviosa besværgelsen for at flytte bordet der stod ovenpå papkassen. Nu var de efter samme stakkels elev igen og nu blev Iliana virkelig sur. Hun bevægede sig langsomt rundt om træet i midten, uden at drengene opdagede hende og da de skulle til at løfte den mindre elev op i et af vandbaljerne der stod ved indgangen, pegede hun på dem og sagde højt Fli-PEN-do!! mens hun vippede med sin tryllestav.

Den nærmeste dreng, som var den største og mest brutale af dem, blev kastet et stykke væk og landede selv i en vandbalje. Han blev så overrasket over angrebet at han ikke formåede at reagere. De to andre drenge slap dog ikke deres greb i den stakkels elev som de havde fat i, men trak ham efter sig mens de truende kom nærmere mod Iliana.

”SLIP HAM!!!” sagde Iliana hårdt og pegede på dem med sin tryllestav. ”I har trynet ham nok. Var det ikke nok at lukke ham ned i en papkasse som han ikke havde mulighed for at komme ud af?” Hendes stemme dirrede af vrede. Godt nok var hun kun 1- års elev, men uretfærdighed og mobning fandt hun sig ikke i.

De var nu kun et par meter fra hende, og havde stadig fat i den stakkels dreng. Så hun pegede på den elev yderst til venstre, vippede igen med tryllestaven og sagde Fli-PEN-do!! Og drengen blev kastet et par meter baglæns mens han ømmede sig forskrækket. Ved denne omgang stoppede den sidste dreng og vidste ikke rigtig om han skulle blive eller løbe sin vej.

”SLIP HAM SÅ!!!” sagde Iliana igen. ”Eller du får samme tur som dine kammerater!! Det ville han åbenbart ikke nyde noget af, så han slap den stakkels elev og stak halen mellem benene og forsvandt. De to andre var kommet op og stå og nærmede sig nu Iliana og virkede meget opsatte på at få hende ned med nakken. Men hun var forberedt.

Fli-PEN-do doh!! råbte hun og viftede med tryllestaven. Begge drenge fløj nogle meter tilbage og landede ovenpå hinanden. Hun vidste godt at den sidste besværgelse måske var lidt for kraftfuld for en 1-års elev, men hun var rasende!!! I det samme kom et par lærere og rektor til syne fra indgangen til trappetårnet. Rektor gik øjeblikkelig over til de to store elever, fik dem på højkant og beordrede dem til at vente ved sit kontor.

To af de øvrige lærere var kommet hen til Iliana og spurgte hvad hun havde gang i. Iliana forklarede at hun tidligere på dagen havde befriet Mike, som drengen hed, fra nogen andre store Slytherin-elevers hårdhændede behandling. ”Og jeg beklager at jeg måske overdrev den sidste del af besværgelsen, men jeg så ingen anden udvej for at befri Mike."

Der blev talt lidt lærerne imellem og så blev både hun og Mike bedt om at følge med op til rektors kontor. Iliana samlede sine ting sammen og fulgte med mens hun med den ene arm omkring skulderen på Mike, forsøgte at trøste ham.

Inde ved trappetårnet stod Hufflepuffs overhoved Manoel og ventede på dem. Han pegede på Iliana og bad hende om at følge med. Mike måtte gå med rektor og de andre lærere op på rektors kontor. Da Iliana og Manoel ankom til opholdsstuen satte de sig ned og hun måtte igen forklare hele historien fra ende til anden.

Hun måtte love ikke at bruge så kraftige besværgelser oftere og så fik hun besked på at resten af dagen måtte hun blive i opholdsstuen som en ”mild” straf for overdreven brug af tryllestaven. Iliana accepterede denne beslutning og kort efter at Manoel var gået kom en af de andre lærere ind til hende.

”Du har fået en ganske mild straf for overdrevet brug af tryllestaven, men du har også fået tildelt 30 kollegiepoint for din snarrådighed overfor en anden elev tidligere i dag.” Iliana åndede lette op og spurgte til de tre store elever fra Slytherin, og deres straf. Hun fik at vide at de hver især var frataget 10 kollegiepoint og havde fået en meget kraftig advarsel om at hvis det skete en gang mere, så blev de smidt ud af skolen.

Den beslutning var Iliana glad for, for så beviste hun over for både sig selv og andre at man ikke skal finde sig i at blive mobbet.

Iliana var, efter sidste uges lektion, en smule skeptisk overfor faget Botanik. Men efter lidt snak med nogle af de andre, vidste hun at hun ikke var alene med denne skepsis. Der var sågar et par af pigerne der talte om helt at udeblive fra faget, som en slags protest. Men den snak brød Iliana sig ikke om. Man bliver nødt til at give det en chance. En enkelt dårlig oplevelse må ikke tage modet fra jer, sagde hun til pigerne da hun hørte dem snakke om det.

Hun fik dem overtalt og sammen gik de ned til drivhusene hvor undervisningen skulle foregå. Ved indgangen stod et bord med saftevand og kage og et stort skilt hvor der stod ”UNDSKYLD OG VELBEKOMME” De tog et stykke kage og et glas saftevand og gik indenfor. Til deres store overraskelse var plantebordene rykket ud til siden og der var bredt tæpper og puder ud over gulvet.

De satte sig forundret ned og ventede på at undervisningen skulle gå i gang. Da læreren kom ind, bød hun dem alle velkommen og håbede at de sad behageligt. I dag skulle de ikke lave noget, andet end at lytte godt efter. I dag ville læreren nemlig fortælle dem om en spændende plante og de ville se billeder af den.

Hun trak tæppet væk der dækkede tavlen og et stort billede af en plante. ”Hvem kan fortælle mig hvad denne plante hedder??” Der var et par af eleverne der straks rakte hånden op, men flere synes stadig at være noget skeptiske over dagens emne.

Hendes blik vandrede hen over eleverne og hun måtte konstatere at der ikke var mange der havde rakt hånden op. ”Ok, lad mig stille spørgsmålet anderledes. Hvem kan fortælle mig noget om den plante der hedder Dittany?” Nu var der en del flere der rakte hånden op og en pige nede bag ved rejste sig op. ”Undskyld frøken, men skal vi ikke bruge jord og planteborde i dag?” Læreren rystede på hovedet og smilte bredt. ”Nej, jeg tror det blev en lidt for voldsom start sidste gang, så vi tager den lige lidt med ro. Næste gang skal I nok få lov at få gang i plantebordene…”

”Nå, var der nogen der kunne fortælle mig om Dittany-planten?” Iliana strakte nu sin hånd så højt op i luften at hun fik helt ondt i skulderen. Læreren bemærkede det og bad hende fortælle hvad hun vidste. Iliana rejste sig op og stillede sig med front mod sine kammerater.

”Denne plante hedder Dittany, den bliver også nogle gange kaldt den brændende busk. Grunden til dette øgenavn er højs sandsynligt dens rød lilla blomster der bevæger sig let i vinden og kunne på afstand ligne flammer. Selve planten har mørkegrønne tykke stængler og næsten rundt gummiagtige blade. Den kan i fortyndet tilstand bruges til mindre sår. Man kan også bruge den i ufortyndet stand til meget dybe og alvorlige sår, men det skal man være mere uddannet end os til at gøre. For ellers kan man gøre mere skade end gavn. Selve blomsterne kunne måske minde om lavendel, men Dittany-plantens blomster er mere rødlige end lavendel. Planten kan dog, hvis man ikke er forsigtig frigive nogle brandbare dampe. Men det er yderst sjældent. Den kan også bruges til fremstilling af eliksir, men lige nu ved jeg ikke hvilken.”

Da timen var ved at være forbi spurgte læreren om der var nogen der havde lyst til at se planten i virkeligheden. De skulle så over i Drivhus nr. 6 for her stod den aflåst. De ville blive lukket ind i små hold og ville ikke komme helt hen til planten. De fik kun lov at se den på afstand. Og det var helt frivilligt om man ville med eller ej.

De fleste elever ville dog gerne se planten og de begav sig over til drivhuset hvor de blev lukke ind i små hold af 4 elever af gangen. De fik strenge ordre på ikke at gå alt for tæt på og ikke røre ved noget. Og efter timen med Puffapod, var der ingen af eleverne der end havde hænderne oppe af deres lommer.