Makayla sad på en træstup på det område, hvor undervisningen i Magiske Dyrs Pasning og Pleje i dag foregik. Professoren havde samlet tredje årgang om dagens magiske væsen, hvilket denne gang var en gruppe Mackled Malaclaws, som var nogle grå krabber med grønne spots. Krabberne var blevet bragt frem i store trækasse, og lige nu kravlede de uroligt rundt. Makayla skulede til dem, for der var et eller andet ved dem, som gav hende kuldegysninger.

Deres professor gik frem og tilbage og forklarede, hvordan krabberne kunne give frygteligt uheld, hvis de bed nogen. "I skal være rigtig forsigtige," advarede professoren. "Et bid fra disse væsener kan betyde uheld i op til en hel uge!" advarede professoren med et blik der indikerede, at der ikke var tale om fup. Makayla skævede til en af de andre elever, som kløede sig nervøst bag øret. Alle virkede lettere anspændte for dagens time.

Midt i professorens foredrag om krabberne mærkede Makayla pludselig noget mod sin ankel. Hun så ned og fik øje på en af krabberne, der på en eller anden måde var sluppet fri fra kassen. Krabben klemte sine kløer tættere om hendes sok, og før hun kunne nå at reagere, mærkede hun et skarpt stik af smerte. "Av!" udbrød hun og rykkede sin fod væk, men det var for sent. Krabben havde allerede sluppet sit bid.

Professoren stoppede med at tale og så med det samme hen mod Makayla. "Frøken Winthrop!" udbrød professoren. "Det var det, jeg advarede om!" Makaylas hjerte slog lidt hurtigere end før. Det var jo ikke hendes skyld, at den havde bidt hende... og hvad nu? Hun vidste godt, at det ikke var smart at blive bidt, lige meget hvilket væsen der var tale om, men hun havde altid troet, at rygterne om krabbernes uheld var overdrevet. Nu havde hun alligevel fået et bid, og hun kunne mærke en kold følelse krybe op ad hendes ben. Makayla blev sendt op på hospitalsfløjen for at blive tjekket, men mere kunne healeren ikke rigtig gøre, og allerede samme dag begyndte uheldene at komme.

Først spildte hun hele sit blækhorn ud over sin opgave i Magiens Historie. Hun var kun nået halvvejs, og nu var den sorte væske løbet hen over hele pergamentet. Professoren i faget skævede til hende. "Frøken Winthrop, det ligner ikke dig at være så uopmærksom," konkluderede professoren.

Senere på dagen faldt hun så lang hun var, da hun var på vej hen til Slytherins opholdsstue. Hun landede hårdt på knæene og måtte have hjælp af en anden elev for at komme op igen. Det var pinligt, og hun mærkede varme stige op i kinderne. Da hun endelig nåede frem til kollegiets opholdsstue, opdagede hun, at hun havde glemt sin tryllestav ved søen. Hun sukkede dybt. Det var ikke bare uheld; det føltes, som om hele verden var imod hende. Om det var krabberne eller bare fordi hun var lidt mere uheldig den dag vidste hun ikke. For hun kunne næsten ikke fatte, at sådan et lille dumt dyr kunne forårsage så meget besvær. Hvad var meningen med at skabe et væsen, der kun bragte uheld?

Endnu en morgen på den uendelige lange uge, som nærmest havde været lige hårdt hele året, og som ikke så ud til nogensinde at ende. Trætheden og stressen, følelsen af ikke at kunne gøre noget godt nok, samt frygten for at ødelægge sin fremtid med eksamenerne som nærmede sig. Man skulle efterhånden tro at Casimir var van til den daglige stress som hun satte sig selv i, og som hun havde pålagt sig selv siden hendes første år på Hogwarts hvor alt var nyt og spændende. Men det var måske bare ikke tilfældet, hver morgen kæmpede hun for at komme ud af sengen og i tøjet, og det var særligt slemt morgnerne efter hun havde haft nattevagt. Altså hun havde da været vågen meget af natten, men var ikke fordi hun havde gået og kedet sig, for nattevagterne blev brugt på at samle viden fra den forbudte afdeling, et projekt som hende og Nova havde startet sammen inden hun tog sin sidste eksamen.

Det var som om verden gik i slowmotion som hun bevægede sig ud af sengen og i sin skoleuniform, som slet ikke endte med at side som den skulle, men det kunne vel efterhånden også være lige meget, der var ikke mange måneder tilbage, og var ikke fordi hun ikke havde prøvet at få trukket point fra sig, eller fået eftersidninger for den sags skyld. Med et træt og ligegyldigt udtryk bevægede Casimir sig ned imod storsalen hvor hun ville have sig noget morgenmad, eller måske bare noget kaffe hvis det dog kunne findes.

Overskuddet til overhovedet at tænke på undervisning var ikke tilstede, og sådan en dag ville hun normalt havde taget en snak med Frk. Moore, men hun havde ikke været at finde i noget tid efterhånden, hvilket ikke hjalp hende ret meget med at overskue dagen. Men med et skridt af gangen fik hun noget mad i sig, og en kop te da de åbenbart ikke ville servere kaffe for dem den dag. Casimir bevægede sig slapt hen imod forvandlings lokalet som var dagens første time, et fag hun heldigvis var godt med i, og derfor kunne slappe lidt mere af, end nogle af de andre fag. Der var snak i klasselokalet som de forskellige begyndte at møde ind, men hver gang de forsøgte at snakke til Casimir sendte hun et blik som var tydeligt at de skulle lade hende være, og heldigvis for hende, så havde de kendt hende længe nok til at vide, at sådan dage havde hun nogen gange, hvor alt bare var svært, og hun bare ikke kunne rumme andre mennesker, og helst bare gerne ville gemme sig under sin dyne.

Casimir var overvældet af alt hvad der forgik for hende, eksamenerne som var på vej, skoleavisen, frøkoret, kopiere den forbudte afdeling og hendes nifler, for uden at tænke på hun havde sig en kæreste som hun så gerne ville nyde ungdommen med. Der var så meget der skulle gøres hele tiden, og der var bare ikke tid til det hele. Og måske hun aflæste forkert på menneskerne omkring hende, men selv professor Lewis virkede mere fraværene end normalt, hvilket han enlig havde virket siden Frk, Moore ikke kom på skolen mere, måske der skete noget i det private. Casimir trak lidt på skulderne, det var alligevel ikke noget hun skulle tænke på.

Tiden gik og hun gik mere og mere energi løst fra time til time, indtil hun til sidst fandt sig selv nede i reservatet, sidende inde i nifler buret. Efter at have tjekket hun var alene sad hun og så på niflerne lege i buret, som hun stille sad og græd, og bare lod sig være i følerne. Alt imens tankerne kørte, og hendes krop levede sit eget liv. Det føltes som om nogen havde lagt en mase sten ovenpå hendes krop, som bare tyngede hende ned, alt imens hele hendes krop rystede. Det var svært at få luft imellem hendes små hulk fra gråden. Perle så uroligt på Casimir inden hun løb hen og lagde sig på hendes skød, en ting som Perle havde et med at gøre, når hun kunne mærke at Casimir var ved at ryge ud i noget hun ikke selv kunne finde ro fra. Og rigtigt nok, som hun begyndte at nusse den lille Nifler slappede hendes krop stille og roligt af, og vejrtrækningen blev også med tiden normal, igen, eneste der tydeligt gjorder at Casimir stadig var overvældet og stresset var tårerne som fortsat trillede ned af hendes kinder.

Der var ingen tvivl om at reservatet var Casimirs fristed, og det sted hvor hun turde lade hendes følelser komme frem, især når hun følte sig alene, i og med at de voksne på skolen som hun plejede at tale med, enten virkede fraværene, eller faktisk var fraværene. Hvad hun skulle stille op efter eksamenen viste hun ikke, ville hun ende med at få mere ro på, eller ville hun måske stresse sig selv endnu mere, og have færre at snakke med om det. Måske var det ikke godt for hende at hun snart var voksen, der var stadig så meget som Casimir manglede at lære, såsom at tage sig af sit eget mentale heldbred.

Iliana havde nydt ferien hos sin tante og onkel, der boede i en lille irsk havneby hvor onklen drev den lokale færgefart. Men nu var hun tilbage på Hogwarts og så frem til dagens lektion i Magiens historie. Hun var på vej mod den store marmortrappe der lå tæt på klasselokalet. Hun gik og talte med en af sine medstuderende og fortalte om sine oplevelser i ferien da de blev afbrudt af en kold vind der pressede sig imellem dem og stoppede lige foran dem. Det var et af husspøgelserne fra Hogwarts, nemlig ”Næsten hovedløse Nick” der var husspøgelset fra Gryffindor. ”Hallo Sir Nicholas” sagde Iliana, da de var kommet sig over forskrækkelsen. Pigerne stoppede op og rystede på hovedet da spøgelset tog fat i sin hat og hev sit hoved næsten helt af i håb om at pigerne ville blive forskrækkede og løbe deres vej…. Pigerne bad ham om at sætte hovedet på plads igen og lade være med at skræmme livet af folk på den måde.

Sir Nicholas De Mimsy-Porpington som var hans officielle navn, blev i daglig tale kaldt Næsten hovedløse Nick eller Sir Nicholas af både elever og lærere. Han var et venligt gemyt, om end han var umådelig drillesyg og elskede at dukke op de underligste steder, blot for at drille. Iliana kendte godt til de 4 husspøgelser der var på Hogwarts. Foruden Næsten hovedløse Nick, som pigerne lige have mødt var der Den blodige baron som var husspøgelse for Slytherin. Han var ikke særlig vellidt da han var uhyre temperamentsfuld og der var mange elever der var bange for ham. Han var en underlig fisk, for han var den eneste af husspøgelserne der kunne styre skolens eneste poltergejst der hed Peeves.

Men den blodige baron havde rent faktisk en ret så dramatisk forhistorie, vidste Iliana. Han var faktisk skyld i at Ravenclaw havde deres eget spøgelse. For efter at havde slået Helena Ravenclaw ihjel havde den blodige baron begået selvmord grundet skyldfølelse. Helena Ravenclaw var, dengang hun havde levet, været en utrolig smuk dame med langt brunt hår og et charmerende væsen og hun skulle være datter af den ene af kollegiestifterne, nemlig Rowena Ravenclaw. Helena viste sig ikke så tit da hun var meget genert og bange af sig. Det sidste af husspøgelserne var den Fede Abbed, som var husspøgelse fra Hufflepuff. Så vidt Iliana vidste var han blevet henrettet da nogle kirkemænd fandt ham meget mistænkelig. Iliana havde ikke rigtig mødt ham endnu, men det skulle sikkert nok komme.

Da pigerne var nået til klasselokalet, var der endnu god tid til lektionen startede, så de satte sig hen i en vinduesniche da Iliana ville fortælle veninden noget. ”I går aftes da jeg var på vej fra biblioteket til sovesalen oplevede jeg noget meget mærkeligt” sagde Iliana til Mayla som hendes veninde hed. Iliana fortalte at da hun passerede pladsen foran spisesalen så hun et spøgelse som hun ikke havde set før. Hun var ikke blevet bange, blot nysgerrig efter at se hvem dette spøgelse var. Hun havde stille listet sig nærmere og da spøgelset nærmede sig trappen til rektors kontor skete der noget mærkeligt. Trappen blev ligesom dobbelt og den nye lettere usynlige del begyndte at hæve sig langsomt. Iliana var kommet næsten helt hen til trappen da spøgelset var stoppet et par trin oppe og vendte sig mod hende. Hun blev så forskrækket over hvem spøgelset var at hun næsten var faldet over sine egne ben.

Skikkelsen var iført en lang lyseblå stjernebesat kappe der havde hvide pelskanter. Han var barhovet, men havde et langt kridhvidt hår og skæg der gik ud i et. Og Iliana blev pludselig klar over at spøgelset ikke var ingen anden end den legendariske rektor Albus Dumbledore. Da det gik op for Iliana hvem hun stod overfor, nejede hun let og sagde stille godaften. Spøgelset lagde uden et ord en finger på sine læber som signal til hende om at hun skulle være stille. Hun nikkede og skikkelsen forsvandt svævende op ad trappen. Efterhånden som skikkelsen forsvandt antog trappen sin normale form igen og Iliana havde skyndt sig til sin sovesal. Da Iliana var næsten færdig med sin beretning til veninden kom Franklin gående, åbnede døren til klasselokalet og eleverne myldrede ind for at starte denne uges undervisning. På vej ind gennem døren hviskede Iliana til Mayla at hun ville få resten af nattens historie efter dagens lektion.