At skulle igennem alt det her med hvordan månen stod da man blev født var virkelig frustrerende, ikke fordi hun ikke ville finde ud af det, men fordi hun virkelig ikke var god til astronomien, stjerner og måne var bare så forvirrende, for Saranna var stjernetegnene meget mere spændende og selvom det førte til det her, så skulle hun stadig sidde og kigge på et kort, for at se tilbage på 7. august år 85. Saranna følte en smule angst over at skulle kigge på det her kort, for tænk hvis hun fik kigget forkert? Så skulle hun jo til at starte forfra og ikke nok med det, så var hun så fokuseret på at hun bare gerne ville kidnappe en af skolens husalfer, at hun slet ikke kunne fokusere på dagens opgave.

“Professor Månesyg? Jeg mener… Måneskin, jeg bliver månesyg… Nej forvirret… Jeg… ÅÅÅRH!” Det sidste kom som sådan et udbrud, at hun fik skubbet alle sine ting på gulvet og hun måtte læne sig surt tilbage, det var altså bare ikke det hun forventede, men professor Måneskin var heldigvis så mild og nok også sær nok til at kunne bære Sarannas udbrud. I hvert fald kom hun roligt ned til hende og lagde hånden på hendes skulder, for at berolige Saranna, hvilket da heldigvis også var alt hun havde brug for. “Jeg kan ikke finde ud af hvor månen stod den 7. august år 85, det er forvirrende.” Saranna var på grænsen til gråd og blev frustreret over det kort de havde fået udleveret for år 85, de var jo alle fra det år, men professor Måneskin var rolig og smilede bare. “Du skal kigge på Stenbukken, mit barn.” Saranna måbede, ville det sige hendes Ascendant og Månetegn så var det samme? Betød det det samme?

Forvirret og frustreret slog Saranna op i bogen og fandt ganske rigtigt frem til stenbukken under månetegn, hvor hun begyndte at læse. Alt hun kunne læse var, at hun var god til tid og sted, altid kom til tiden, men i virkeligheden var hemmeligt bange for at være en fiasko, hvorfor ord som uambitiøs virkelig ville ramme hårdt. Hun kunne læse at månetegnet Skorpionen ville fortælle man var moden i en tidlig alder, men livet for denne skulle også blive lettere med årene. Det man dog skulle huske med månen i Stenbukken var, at mens alle andre stadig kæmpede for at opnå en drøm, så havde hun allerede gjort det, men hun ville også være loyal og hjælpe andre- Dertil ville en med månen i stenbukken også have en skjult følsom side, men fordi den er skjult vil denne ofte være der for oversensitive venner og selv være misundelig på følelsesmenneskers ansvarsløshed.

Saranna sank en klump, var det virkelig hende? Ja det var det egentligt nok, hun havde et hårdt ydre og var ikke god til at gå i dybden med den kærlighed hun havde. Hun var godt nok ikke meget voksen endnu, men hun kunne godt se sig selv i det, hun kunne virkelig godt fornemme det her var hende, men nu var hun nysgerrig på om de skulle bruge det til mere næste år og om den hun endte med at trække med til at kidnappe en husalf, ville blive sensitiv hvis de blev opdaget? Nah det kunne hun ikke tænke på, det skulle bare ske, de skulle kidnappe en husalf!

Makayla sad ved Slytherins bord i Storsalen, og stirrede ned på den lille, gyldne sten, som lå i hendes hånd. Citrinen var angiveligt magisk på en eller anden subtil måde – men det var langt fra det, hun forbandt med magi. Professoren havde udleveret den under sidste time i Astrologi, hvor de fik til opgave at bære krystallen i en uge og notere virkningen. "Hvad skulle det overhovedet hjælpe med en sten i lommen?" sagde hun til sin sidemakker, mens hun snuppede endnu en bid mad.

Professoren havde talt i timevis om krystallens egenskaber. Citrinen skulle eftersigende hjælpe med alt fra søvnproblemer til koncentration og endda balancere kroppen både fysisk og psykisk. Balancere... med en sten? Makayla havde svært ved at tage det alvorligt. Hun var trods alt fra Slytherin. Det handlede om ambition, kløgt og magt – ikke om at gå rundt med en sten i lommen og håbe på, at ens liv blev bedre af det. Hun smed citrinen ned i sin kappe-lomme, et sted, hvor hun ikke skulle se på den for meget.

"Hvis de vil have, at jeg skal gå rundt med den i en uge, så fint... jeg tvivler dog på, at det gør nogen forskel," sagde hun atter til sidemanden der blot nikkede. Det var en tåbelig opgave, og det virkede mest af alt på et fluffy forsøg fra professoren side om, at de kunne forbinde sig med universets kræfter ved hjælp af en sten... Hvad universet angik, så havde Makayla allerede sine egne planer, og de involverede langt mere konkrete strategier. Efter aftensmaden gik Makayla i seng, og havde næsten glemt alt om stenen, da hun vågnede igen næste morgen:

Den første dag gik uden nogen mærkbar forskel. Krystallen lå lunt i kappe-lommen, og det blev den ved med som dagen skred fremad. På anden-dagen var der heller ikke nogen mærkbar forskel. Men på tredje-dagen, under en krævende time i Besværgelser, opdagede Makayla dog noget interessant. Hun havde følt sig lidt roligere end normalt, og mere fokuseret. Måske endda lidt mindre teenage-irriteret. Men hun vidste ikke om det var krystallen, eller den kop te, som hun havde drukket ved morgenmaden. Og måske var det bare tilfældigt? Hun rystedet let på hovedet, og var uvillig til at indrømme, at den lille, gyldne sten kunne have haft nogen som helst indflydelse på hendes teenage-humør.

Ugen gik sin gang, og krystallen forblev i hendes kappe. Hun følte ikke, at hendes liv var blevet radikalt anderledes – hendes søvn var lige så skiftende som altid, og koncentrationen kom stadig mest, når der var noget, hun virkelig interesserede sig for. Men måske, bare måske, havde krystallen gjort hende lidt mere bevidst om, hvordan hun havde det. Hun lagde mærke til små ændringer i sin energi og humør, selvom hun ikke var sikker på, om det var ægte eller blot noget, hun bildte sig selv ind.

På syvende-dagen sad hun igen i astrologilokalet, denne gang med en svag forundring over hele oplevelsen. Hun havde ikke ændret holdning til krystaller – hun troede stadig ikke rigtigt på dem – men det var også svært at afvise, at noget ved opgaven havde fået hende til at reflektere lidt mere over sig selv. Og da professoren spurgte klassen om deres erfaringer, trak Makayla på skuldrende og svarede; "Jeg ved ikke... Jeg har det fint, men jeg tror stadig ikke på, at en sten kan ændre mit liv," hun fangede blikket fra en af hendes klassekammerater, der nikkede enigt. Det var ikke en direkte afvisning, men hun forblev skeptisk. Krystaller virkede stadig alt for flyvsk for hendes smag.

En sommer dag i en skov, solstårlerne som sniger sig forbi bladede på trækronerene og rammer den fugtige jord og mos i skovnen, det havde regnet dagen forinden, og skovbunden havde stadig ikke formået at tøre helt. Det var det perfekte miljø for en lille ræv at rende rundt i og nyde naturen. En lille spaser tur uden at sætter andre aftryk på naturen end de små poteaftryk i den bløde jord og musset som føltes blødt under poterne. Hvis ikke der fantas noget mere skønt og mere frit, så ville det være det perfekte liv at leve.

“ Frøken Fischer, De bliver simpelhen nød til at følge med i undervisningen” Isaac var tydeligvis ikke imponeret over at have opdaget Casimir i at side og dagdrømme i hans timer igen. Det var som sådan ikke unormalt for hende at gøre, men det var blevet værre end tidligere år. Hun nikkede og kiggede undskyldende på ham, hvor efter han så fortsatte sin undervisning. Isaac var godt klar over at Casimir ikke var blank på emnet om Animagus, eller den sags skyld menneskelige forvandlinger. Da det var noget som hun havde talt med ham om de sidste måneder. Det havde altid facineret hende hvordan man kunne forvandle sig som menneske om det så til en varulv, eller et andet mennekse, eller i dette tilfælde et dyr.

Hun var som sådan hellere ikke utilfreds med hans undervisning den dag, men det var bare ikke nok infomationer han gav dem at arbejde med. Det var fint at han ville lære dem hvad en Animgus var, men hvor var alt det brugebare viden, til dem som var ligesom Casimir og drømte om at møde verden som et dyr, og opleve friheden uden bekymringer. Hvorfor fortalte han ikke noget om hvor man fandt ingredienserne til at lave Animaguseliksiren og hvor længe og svær den var at lave. Der kørte så mange tanker og så frustrationer i hendes hovede, hvorfor nævnte han ikke de vigtige ting. Ikke engang hvordan man skulle rende rundt med at mandrake blad i munden i en månede, og hvordan månen skulle være rigtig, at de mindste ting som vejret kunne gøre man skulle starte forfra.

Måske hun igen var for nysgerrig og derfor forventede mere af undervisningen end hvad der var nyttet til at kunne bestå eksamerne. Men Isaac viste hvor vigtigt det var for hende, og hvordan hun drømte om en dag selv at blive en Animagus, og at han ikke fortalte alle detaljerne var frusterne, jo hun havde nok selv læst det hun skule vide for at kende fremgangs måden, men det var bare noget andet at få det fortalt, end selv at læse det. Nogengange fik man mere med når man ikke læste det selv.

Der var bare mange ting i den mennekselige forvandling at tage med hvis man ønskede at kunne det selv. Med både en eliksir og en besvægelse som skulle kunne, var der også alle ingredienserne som skulle samles de rigtige steder, og eliksiren skulle være i top. Der var intet med den proces som ville være nem, og bare tanken om at rende rundt med et blad i munden i en måned var kvalm. Der var så meget der kunne gå galt og derfor ønskede hun også bare at have styr på alt inden hun en dag ville sætte tiden af til at forsøge at blive en Animagus selv.

Pludselig begyndte hendes klassekammerater at pakke deres ting sammen fra borderne, “ Fuck” kom der lavmælt fra Casimir som hun indså at hun var faldet hen i sine egne tanker igen, og faktisk ikke fik lyttet ret meget med i undervisningen. Skulle hun bare lade som ingenting og følge med sine venner, eller skulle hun undskylde til Isaac for ikke at være en opmærksom elev?. Med et kort skuldertræk fulgte med samme sti som de andre i klassen, professor Coco ville nok kunne forstå at det ikke havde noget med ham at gøre, men måske mere det faktum at hun ikke fik noget brugbart viden fra ham den dag.