Præmier for årets stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for årets lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

Anita åbnede øjnene, og gjorde et forsøg på at orientere sig. Det gik op for hende at hun lå i en seng. På hospitaltsfløjen. Ved siden af sad Yosef, kammeraten fra Ravenclaw. “Hvor længe var jeg væk?” spurgte hun ham. “Et par timer” meddelte han og tøvede en anelse: "Du har været igennem en del på det seneste, det undre mig ikke at din krop stod af på den måde. Thatcher, med din tilstand og epilepsien… Sygeplejersken mener du bør holde dig fra denne transportmulighed. I hvert fald indtil at du er stabil igen.” Anita sukkede magtesløst. Frustreret over endnu engang at blive begrænset af sin diagnose. Betød det, at hun aldrig ville kunne transferere sig igen? Yosef kom igen på banen: “Jeg giver lige sygeplejersken besked om at du er vågen. Så må hun vurdere om du kan udskrives, eller om du skal blive til i morgen”. Anita fnøs straks “Come on, hvornår har jeg nogensinde overnattet her, bare fordi jeg havde et anfald?” mumlede hun irritabelt. Yosef sendte hende et alvorligt blik “Hvornår har du nogensinde været væk i flere timer efter?”. Anita overgav sig modvilligt, da hun ikke orkede at modsige hans pointe.

Et par timer tidligere:


Anita stod over for Professor Crawford der skulle til at guide hende igennem hendes første forsøg på Spektral Transferens. Crawford rømmede sig og guidede hende med en fast stemme: "Okay, Thatcher, forestil dig, hvordan du glider ud af din fysiske form og ind i den spektrale dimension. Lad energien lede dig gennem den lysende intethed, indtil du når dit ønskede sted. Vær ikke bange, men vær også opmærksom på dine grænser og lyt til din krop."
Anita nikkede og tog et par dybe indåndinger for at berolige sig selv og blive i stand til at fokusere sit sind og visualisere sin destination, som i dag var biblioteket.

Så lukkede hun øjnene og begyndte at udføre transferensen. Der opstod en urolig snurren i kroppen, mens hun trådte ind i den spektrale dimension og begyndte at bevæge sig mod biblioteket. Men undervejs begyndte kontrollen at glide væk fra hende, og det var et under at hun nåede at lande med kroppen intakt, inden bevidstheden forsvandt og hun kollapsede på bibliotekets hårde trægulv. Kramperne greb fat om hver eneste muskel i hendes krop. De varede et par minutter, men hun mærkede det knapt.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.

Præmier for ugens stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for ugens lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

Anita åbnede øjnene, og gjorde et forsøg på at orientere sig. Det gik op for hende at hun lå i en seng. På hospitaltsfløjen. Ved siden af sad Yosef, kammeraten fra Ravenclaw. “Hvor længe var jeg væk?” spurgte hun ham. “Et par timer” meddelte han og tøvede en anelse: "Du har været igennem en del på det seneste, det undre mig ikke at din krop stod af på den måde. Thatcher, med din tilstand og epilepsien… Sygeplejersken mener du bør holde dig fra denne transportmulighed. I hvert fald indtil at du er stabil igen.” Anita sukkede magtesløst. Frustreret over endnu engang at blive begrænset af sin diagnose. Betød det, at hun aldrig ville kunne transferere sig igen? Yosef kom igen på banen: “Jeg giver lige sygeplejersken besked om at du er vågen. Så må hun vurdere om du kan udskrives, eller om du skal blive til i morgen”. Anita fnøs straks “Come on, hvornår har jeg nogensinde overnattet her, bare fordi jeg havde et anfald?” mumlede hun irritabelt. Yosef sendte hende et alvorligt blik “Hvornår har du nogensinde været væk i flere timer efter?”. Anita overgav sig modvilligt, da hun ikke orkede at modsige hans pointe.

Et par timer tidligere:


Anita stod over for Professor Crawford der skulle til at guide hende igennem hendes første forsøg på Spektral Transferens. Crawford rømmede sig og guidede hende med en fast stemme: "Okay, Thatcher, forestil dig, hvordan du glider ud af din fysiske form og ind i den spektrale dimension. Lad energien lede dig gennem den lysende intethed, indtil du når dit ønskede sted. Vær ikke bange, men vær også opmærksom på dine grænser og lyt til din krop."
Anita nikkede og tog et par dybe indåndinger for at berolige sig selv og blive i stand til at fokusere sit sind og visualisere sin destination, som i dag var biblioteket.

Så lukkede hun øjnene og begyndte at udføre transferensen. Der opstod en urolig snurren i kroppen, mens hun trådte ind i den spektrale dimension og begyndte at bevæge sig mod biblioteket. Men undervejs begyndte kontrollen at glide væk fra hende, og det var et under at hun nåede at lande med kroppen intakt, inden bevidstheden forsvandt og hun kollapsede på bibliotekets hårde trægulv. Kramperne greb fat om hver eneste muskel i hendes krop. De varede et par minutter, men hun mærkede det knapt.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.

Præmier for ugens stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for ugens lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

”May,” halvråbte Seth hen over eleverne i opholdsstuen. ”Maaaay,” gentog han, da den blonde tredjeårselev tydeligvis ikke hørte ham. ”Mayla!” Denne gang var det en råben som fik andre elever i opholdsstuen til at dæmpe sig, og han viftede undskyldende med hånden. Det var ikke god stil at forstyrre ørne midt i deres læsning, det vidste han udmærket godt, og alligevel gjorde han det gang på gang. Ups.
Mayla havde, på grund af den pludselig stilhed, også fattet at han forsøgte at komme i kontakt med hende, og var midt i hans flovhed kommet over til ham. ”Hvad så?”
Han sendte hende et bredt smil, og løftede bogen op foran sig. ”Gider du quizze mig i sorte huller? Jeg har lavet spørgsmål og alt muligt, men det er bare lidt sjovere ikke at gøre det alene.” Egentlig skulle han aflevere en skriftlig opgave om sorte huller, men det var federe også at quizze sig selv i det, så han sikrede sig virkelig at forstå det. Mange fag tog han absolut ikke seriøst nok, men han elskede astronomi, og havde derfor planer om at give sig fuldt ud, altid. Det krævede tid, men det gjorde ikke noget. Hvem ville ikke gerne ofre sig for noget de nød?
Den generte pige som havde vist ham rundt på første årgang, lod til at være forsvundet, i hvert fald når hun var i hans selskab, og han elskede det. Mayla var underholdende og kløgtig, og nem at snakke med, i hvert fald var hun blevet det, efter hun endelig var blødt op.
”Quizzer du mig i rumsonder efter så?” svaret var prompte, og smilet voksede sig større. Selvfølgelig ville hun hjælpe ham, og han hende, det var sjældent de sagde nej til hinanden.
”Ja da.”
Mayla tog plads hos ham ved bordet, og greb pergamentkortene Seth havde skrevet. Skriften var snørklet og højst sandsynligt svær at læse, men Mayla tog det i stiv arm, og efter at have tydet første spørgsmål, læste hun op: ”hvordan opstår et sort hul?”
Hvordan? Han vidste det jo godt, havde lige læst om det, hjernen skulle bare lige varme op, det måtte være derfor han ikke kunne svare på det med det samme. ”Ehm, det er noget med, at når en stjerne dør, så kan de efterlade en rest, som kan blive til et sort hul.”
Mayla nikkede en anelse tøvende, ”du har ret, men måske du kan uddybe det – hvad hedder den eksplosion som sker, når en stjerne dør? Du ved, den som…”
”Supernova,” afbrød Seth med et grin. ”Eksplosionen hedder Supernova, og det er den som kan efterlade en så stor rest, at der kommer et sort hul. Næste, tak.” Han var ivrig, det var der ingen tvivl om. Mayla nikkede. ”Og hvorfor er det så sort?”

Sådan forsatte de et stykke tid, Mayla stillede spørgsmålene, Seth gav svarerne. Jo længere de kom, desto mere sikker blev han i sine svar, og det blev tydeligt belyst af de fægtende arme når han forklarede noget, og øjnene som lyste af glæde. Tidspunkter som disse, var ét af de få øjeblikke, hvor det gav mening at han var endt på Ravenclaw.

”Okay, sidste spørgsmål Seth – hvad er et sort hul så?”
”Altså, det er jo ikke rigtige huller, det er bare noget vi kalder dem. Det er materiale, som er mast helt sammen og derfor har en ret vild tyngdekraft. Det er derfor man siger, at ting bliver suget ind mod det og forsvinder.” Han pausede med en eftertænksom mine. ”Og det bliver kaldt sort, fordi ikke engang lyset kan overkomme den der tyngdekraft, som er så vild.”
Mayla nikkede igen, med et smil. ”Det var sidste kort.” Hun samlede pergamentstykkerne sammen i en bunke og lagde dem tilbage på bordet. ”Så nu er det vist på tiden du quizzer mig.”
Han sukkede opgivende, men nikkede så. ”En aftale er en aftale.” Allerhelst ville han skrive opgaven færdig, så han kunne hive Mayla med udenfor, fremfor at sidde i opholdsstuen. Han blev skør af at sidde indenfor længere tid ad gangen, men det var ofte det værd. Nu var han i det mindste forberedt på at skrive opgaven, og heldigvis var det en opgave han faktisk interesserede sig for. Det var jo trods alt ikke Magiens Historie, så havde man ikke set skyggen af ham før et par timer inden opgaven skulle afleveres.
”Okay så, hvad er en rumsonde?” begyndte han, og de brugte de sidste af lørdagens middag på at få quizzet færdig, og skrevet hver deres opgave. Mest af alt i stilhed, af og til med Seth som afbrød, bare for at stille fjollede spørgsmål om noget ikkerelateret.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.

Præmier for ugens stjerne:
1. pladsen = 12 points og 50 galleoner
2. pladsen = 8 points og 30 galleoner
3. pladsen = 4 points og 20 galleoner

Præmierne for ugens lektie:
1. pladsen = 12 points og 14 galleoner
2. pladsen = 10 points og 12 galleoner
3. pladsen = 6 points og 8 galleoner

“Gør dig klar.” Anita lukkede øjnene da professorens kommando lød. Hun havde ingen taktik selvom at de lige havde gennemgået trin for trin hvordan de skulle bære sig ad. Hendes øjne åbnede sig igen da hun mærkede en forandring i sindet. Det føltes som en let snurren i hovedet. Men ikke på den der ubehagelige måde, som en uønsket hovedpine, der kom snigende. Tværtimod var det en behagelig snurren, som Anita aldrig havde kunnet forestille sig mulig. Som en slags rus der strømmede ind over hende, og som var umulig at modstå. Hun var ikke engang sikker på hun overhovedet gjorde et forsøg på at bryde igennem, da hun i stedet nærmere gav efter for følelsen. Og med al sandsynlighed lod professoren stå med kontrollen. Det var rart. Ingen tanker der kriblede og pressede sig på, og heller ingen følelser der trak hende ned. Der skete ikke rigtig noget. Eller gjorde der? hun var faktisk ikke helt sikker. Hendes vilje var ikke længere hendes, og hun stod fanget i sit sind. Hvis Professor Crawford ville det, kunne hun få Anita til hvad som helst. Hun ville ikke gøre modstand, selvom hun burde.
“Anita?” lød det fjernt. Et kald der rungede dybt men alligevel så fjernt. Så igen, men denne gang tydeligere, og Anita kunne mærke hvordan hovedet dansede tilbage til virkeligheden. Hun blinkede et par gange med øjnene. “Halløj, du blev da vist helt opslugt, hva?” hørte hun professoren indskyde imens hun stadig var ved at komme til sig selv. “-Er du okay?”. Anita nikkede til professoren en anelse rundt på gulvet, "Ja ja".
“Thatcher for helvede. Du skræmte os. Du lignede en zombie” brød Janine ind, og det fik Anita til diskret at himle med øjnene. Hun skævede så til professoren og opfangede en mistroisk og dog bekymret mine i hendes blik, som om hun havde gennemskuet hende. “Hør efter, unger: Imperius besværgelsen er en kompleks besværgelse - og den kan være farlig hvis udført med de forkerte intentioner.” Professor Crawford pausede kortvarigt og kiggede nu direkte på Anita “-jeg beder til at I aldrig kommer ud for det, men vi laver altså denne øvelse for at styrke jeres evner til at modstå den slags mørk magi. I bør aldrig give efter for den”. Anita var ikke i det mindste i tvivl om at det sidste var henvendt direkte til hende og slap et suk over at professoren påtalte det på den måde. “Jeg kan se det tog lidt hårdt på dig, Thatcher, så jeg vil gerne have dig undersøgt” Begyndte Crawford, hvilket medvirkede til at Anita protesterede “Jeg har det altså fint!”. Crawford ignorerede hende og viftede Janine hen til sig “Cooper, vil du være venlig at følge Thatcher til hospitalsfløjen. Så er I begge undskyldt fra resten af lektionen”.
Utroligt, tænkte Anita og sukkede, men satte med det samme gang i bentøjet for at komme af sted og få det overstået.

‣ Klik her for at læse tidligere vindere af ugens lektie

Vinderen af Årets Lektie modtager dette trofæ, som er tegnet af Maison.