Casimir havde længe snakket om hendes opgave i magiske dyr pasning og pleje og havde brokket sig til Artemis om hvordan det var irreterne at hun ikke kunne bevidne en basilisk eller et sted der havde været en. Hvilket blot havde fået Artemis til at grine lidt og ledte hende hen til et toilet, “ Artemis hvad skal vi her? det hjælper mig ikke med min lektie” Sprugte Casimir opgivende. Men inden hun nåede at sige mere sagde Artemis et eller andet med hendes slangevisken som gjorder en hemmelig ingang åbenede sig, “ Kom med” Sagde Artemis inden hun forsvandt igennem indgangen.

Lidt modvilligt sprang Casimir med hende, kun fordi hun blev drevet i eventyret i hvad der mon gemte sig. Der var ikke gået længe før nogle brikker faldt på plads for Casimir som hun så det mørke rum med en masse murbrokker eller nærmere kæmpe sten som lå og flød sammen med en masse sten støv, “ Vent er det her ikke hemmelighederneskammer som jeg har læst så meget om?” Spurgte hun spændt Artemis som blot nikkede, “ Du ville gerne se et sted hvor der havde været en baselisk jo” svarede hun med et lille grin.

De gik længere ind i kammert, det var et ækelt sted som lignede en slags kloark eller sådan, Casimir havde ikke lyst til at røre ved noget men tog hele oplevelsen til sig, “ Aarh så det var her Harry stak øjerne ud på den, så den ikke kunne dræbe ham ved direkte syn, eller forstene ham ved spejbilledet af dens blik” kom det fra Casimir imens hun pegede hvor hun forstillede sig det var forgået. “ Ville du kunne kontrolere den baselisk der var her nede?” spurgte Casimir så Artemis om, som hurtigt rystede på hovedet, “ Nej voldemort, eller Romeo Detlev, havde gjort så den kun adlød ham ” forklarede Artemis med et træk på skulderne. Casimir fandt det yderst spændende, og sørgede for at huske så meget som muligt så hun kunne skrive det ned når de engang kom op igen.

Det var fansinerene for hende hvordan der havde kunne være gemt så stor en slange på skolen og hvordan de burde have regnet ud den var der og bevægede sig rundt da edderkopperne flygtede fordi det var deres ærkefjende. Da de endelig kom op igen havde Casimir skyndt sig at komme op til opholdsstuen så hun kunne skrive det hele ned til hendes stil, så hun forhåbligt ville kunne fortsætte med at få gode karekter i faget.

“Kom nu Nikos, de andre er ikke hjemme” kom det nærmest plagende fra Theo, mens armene blev lagt over kors. “Kan du blive mere irriterende?” Kom det fra broren, der ellers lå lige så godt i sofaen og lyttede til den magiske grammofon, der selvfølgelig spillede et nummer fra de sære søstre. “Som om, du ikke også har lyst til fredags snack som. Far har valgt at gemme væk i det låste skab” Theo var uden tryllestav, men han vidste dog at Nikos havde en. Og Nikos var næsten, lige blevet 17 år, så han kunne sagtens gøre brug i magi hjemmet udenfor Hogwarts, bare fordi han netop var myndig. “Hvis jeg havde en nøgle, eller en tryllestav selv, havde jeg da gjort det alene” kom det fra Theo. “Lader du mig, være hvis jeg for det gjort? For du er pænt belastende lige nu, og du skal ikke læse mine tanker” forlangte Nikos mens han satte sig op i sofaen. “Du ved da, godt jeg ikke kan gøre for den del” kom det fra Theo der allerede var på vej ud i køkkenet, og som hurtig havde fundet vejen til det låste skab.

De var måske, en lidt for snack glad familie. Så nogle ting blev låst, så det kun var på bestemte tidspunkter. Men denne fredag, havde faren vist glemt alt om at låse skabet op. Hvilket i den grad irriterede, Theo mens blikket langsomt blev rettet mod Nikos. Der modvilligt kom ud i køkkenet, og som ikke kunne undgå at rulle med sine øjne af sin irriterende lillebror. “Så vil du lærer, Alohomora eller Aberto?” Kom det fra Nikos, mens han fandt sin stav frem, “Hvad er forskellen?” Kom det fra Theo. “Ikke nogen vild, forskel men de låser begge låste døre op. Og vi må vist få gjort, spisekammeret til normal størrelse igen, nu hvor onkel fortryllede det til et normal skab” kom det fra Nikos. Hvilket Theo ikke helt havde tænkt over, for der var vel altid nogle køkkenskabe der var snacks i. Men at det egentligt var spisekammeret, der var fortryllet sådan havde han dog ikke rigtig spekuleret over på. “Men Alohomora kan, generelt bruges på forskellige objekter, døre, vinduer en hver ting med en lås” forklarede Nikos, mens han fik gjort at det fortryllede skab. Endte i normal spisekammer størrelse igen, det der med magi fascinerede Theo i stor stil og han så, med glæde med når de andre udførte magi i hjemmet. “Og ja du har, sikkert regnet ud Aberto bare åbner døre" kom det fra Nikos.

"Aberto" spisekammeret, blev åbent mens Nikos trådte til side for, at lade Theo komme til. Hvilket Theo da med glæde, fik gjort mens øjnene gled rundt i spisekammeret der havde en normal størrelse. “Nu du er der inde, så tag lige småkagedåsen med græskartærter til mig” kom det fra Nikos. Hvilket Theo da endte med, samt nogle flasker med græskarjuice og chips. Det skulle da være, fredags hygge især inden, han var på Hogwarts og ikke kunne det med familien. Tingene blev lagt på sofabordet, mens han straks fik åbnet den ene chips pose. “Har de fortryllet spisekammeret, til automatisk at ende tilbage til skabsstørrelse? For det gjorde det, i hvert fald efter jeg lukkede døren” kom det fra Theo, mens han lod de første chips blive spist. Hvor efter han lænede sig, tilbage mod sofaens ryglæn og lyttede til musikken, fra den magiske grammofon.

“Sikkert, de er jo ikke helt dumme far og onkel har jo ret godt styr på besværgelser.” Hvilket passede, de brugte jo også besværgelser i deres hverdags job som sølvsmede i butikken i kælderen. “Sandt” kom det fra Theo, mens resten af aften blev brugt på at sidde i samme sofa som Nikos mens de nød deres erobrede snacks fra det fortryllede spisekammer.

“Jeg absolut hader, klippe klistre" kom det muggent, fra Theo da de var på vej væk fra timen i mugglerstudier. Klistrede lim fingrer, og papir der bare sad rimelig godt fast på fingrene. “Du skal ikke grine Dani” kom det snerrende fra ham, mens han hev nogle røde papirs strimler ud af sit hår. “Jeg forstår stadig ikke, hvordan det lykkedes dig at få det i håret og med limen” kom det fra Dani, mens hun holdte hænderne foran sin mund for at undgå at fnise. “Jeg signalerede endda, at du kunne få lov til at læse mine tanker hvis du havde behov for hjælp” kom det fra hende. Mens hun standsede op, for at hjælpe med at få nogle af papirerne ud af hans egentligt lange hår. “Du er altså, ikke nem at finde ud af. Siden du opdagede at jeg, er en legilimens” kom det klagende fra ham. “Enten vil du ikke, have jeg læser dine tanker. Hvilket du ved jeg aldrig, vil gøre med vilje, men det bare umuligt at undgå at dykke ned i andres tanker sådan” kom det fra ham mens han rystede på hovedet.

“Desuden er dette, her generelt en ulykkes dag for mit vedkommende. Først den spildte te, ved morgenmaden. Glimmerbøtten, til klippe og klistre i mugglerstudier. Og ikke mindst den der lim, der ikke gad hvad jeg ville” kom det fra ham. “Og det jeg fik endt med at lave på papiret, var noget der kunne minde lidt om et juletræ hvis. Man stod på hovedet, for netop at have den korrekte vinkel. Ellers så det jo ud, som om der havde været en hippogrif og lavet bæ på projektet” kom det stadig klagende fra ham. Hvilket fik Danielle, til at grine højlydt. Nu var det, da ham der uden problem kunne sende hende et irriteret blik. Dog var han hurtig, til at kigge væk igen, for at undgå at opsnappe hendes tanker, når han kiggede på hende. “Jeg forstår ikke de muggler, at de gider bruge tid på at klippe klistre delen. Man for det jo ud over sig selv, som du nok kan se” mens han hev trøjen lidt ud som stadig havde glimmer på sig.

“Men ser du, frem til at holde jul Theo?” Kom det fra Danielle, der efterhånden havde fået det sidste stads ud af hans hår. “Mmmm ja, vi tager til Grækenland hvor vi skal, være sammen med den anden del af familie” kom det fra ham. “Der er en del, almindelige i familien. Altså ikke legilimens personer som, absolut hader hvis man læser ens tanker. Julegaver er i, hvert fald, ikke den nemmeste ting at skjule i min familie. Når vi er nogle, der regner det hurtig ud med ømh ja tankelæsning” forklarede han. Mens han skævede i hendes retning, men han så nu frem til at komme til Grækenland igen. Theo og hans brødre, var tredje generation i England, men de havde da stadig holdt ved familien at besøge familiens oprindelse sted i Grækenland. “Så du skal have en varm jul, mens jeg ender med at have det koldt, her hjemme i Diagonalstræde? Du har bare med at sende en ugle i ny og næ” kom det fra hende. Mens hun dernæst fortalte hvad hun, skulle til jul hvilket var det sammen som sidst år hvor det bare havde været hende, moren og søsteren men at de elskede at lave god mad de spiste sammen og lyttede til musik.

“Men selv om, vi har vores måde at holde jul på. Så tror jeg mugglernes jul, er så farveløs som mulig fordi, der ikke er magi i deres” kom det tænksom fra Theo. “Altså de tror jo, magien findes, så hvad jeg har hørt fra Claire, at i hendes familie holder de det, med julemanden i live for de små selv om han ikke findes. Jeg vil heller tro på Merlin, fordi han jo var en ægte person i historien” kom det langsomt fra Danielle. “Men Claire er vist irriteret, over hun ikke helt kan dele sin Hogwarts oplevelse med hele sin familie. Fordi det, kun er hende, moren, og faren der faktisk ved hun går her” kom det fra Danielle. “Så de andre tror, hun er på en eller anden skole i udlandet?” Kom det fra Theo. “Noget lignende. Men Claire, kan man da lærer lidt om muggler jul, når hun jo er mugglerfødt. Hun har jo allerede jule trøjer på, hvilket du jo ved nogle familier går op i. Også al den gode mad, og gaverne, og bare det at være sammen” kom det fra Danielle. “Men de går vist også i kirke” kom det fra hende, mens det var hendes tur til at se undrende ud. “Okay men jeg vil, foretrække min jul med min familie på magisk mener” kom det fra Theo mens, han holdte døren for hende da de endelig var kommet til det næste klasselokale hvor de skulle have time i. “Men det kan, vi snakke videre om efter timen” kom det hviskende fra Danielle.

Det var en stor omvæltning at få at vide man var en troldmand, men endnu mere at skulle udfolde sig på Hogwarts. Han havde læst alle lærebøgerne inden studiestart og derfor vidste han da godt hvad Azkaban var for en størrelse, men det gik alligevel gennem marv og ben, at de allerede skulle have om dette som det allerførste. Måske det var for at fastholde interessen for dem der kom der? Han vidste det ikke helt, han ville jo rigtig gerne, han ville så gerne se det hele åbent og interessant, men han vidste ikke om han kunne. Hvad var det egentligt for en størrelse at skulle have om og så i allerførste hug?

Micky sukkede tungt, det var virkelig en smertefuld følelse, at skulle skrive om det her. Micky var kun lige blevet 11 år og så skulle han forholde sig til et fængsel, som han frygtede nogensinde at skulle sætte fødderne ved. Det lå ude på en ø, langt væk fra alting og det var her de værste hekse og troldmænd kom hen. Det var her alle dødsgardisterne havde siddet og dengang var det jo vogtet af dementorer, indtil efter den anden magiske krig hvor aurorne havde taget over. Det var dystert det hele. Tænk hvis han skulle sidde der og de satte en dementor tilbage på posten. Han havde ikke engang kysset med en pige endnu og så skulle han forholde sig til måske at få et dementor kys? Nej det var virkelig bestemt ikke hans kop te.

Med en dyb indånding kiggede han ned i bogen, han havde ikke åbnet den siden han havde gennemlæst den, mest af alt fordi den var dyster og ubehagelig. Det her fag kunne godt komme til at skræmme ham lidt, ikke at han var let at skræmme, men som han forstod det, så handlede det her fag om alle de ting man ikke havde lyst til at møde ude i verden. Det handlede om alt det man skulle forsvare sig imod og der var han bare ikke.

Det var lidt sjovt at tænke på, at øen i sin tid havde været et hjem for Ekrizdis, som praktiserede mørk magi på øen. Det var virkelig skræmmende at tænke på hvad det var for en ø, men så sikker var Azkaban ikke engang. Der havde både været en flugt for en ved navn Sirius Black, men senere også en hel flok dødsgardister, dem ville Micky alligevel gerne lære mere om. Det var måske også dystert, men der var noget spændende i at analysere hvorfor folk blev som de blev, hvad det var der gik igennem hovedet på dem. Han kunne ikke helt forklare hvordan han havde det, han ville bare så gerne lære mere om det her fængsels beboere, mere end han ville lære om det fængsel, der var bygget i det 15. århundrede.

Det var lidt sjovt, for selvom det var alment kendt at Azkaban lå i nordsøen, så var der ingen kort, hverken magiske eller ikke-magiske, som kunne vise vejen derud. Man skulle vide at det lå der. Det var en dyster fortælling, men Micky blev mere og mere fortabt i det, som han sad der og læste om det igen. Han kunne stadig ikke lide tanken, mest fordi han havde læst om de kutteklædte dementorer og tænkte på om de måske kunne finde tilbage, de levede trods alt af folks sjæle. Nej det var bare en forfærdelig fortælling.

Egentligt vidste Micky slet ikke hvad der skulle sende ham i Azkaban, men han var alligevel bange for at blive sendt dertil. Det kunne jo være han kom til at stjæle en bog, det var nok den største handling han kunne finde på, men tanken skræmte ham alligevel. Han var ikke så slem som Bellatrix Lestrange, Barty Ferm jr. og andre der var noteret i bogen, men alligevel så var tanken virkelig ulidelig. Nej, han ville ikke til Azkaban!

Frustreret og nervøs, skrev han teksten ned om hvad han kunne komme på, det var nogle værre kragetæer, han var virkelig ikke god med sin håndskrift endnu, men han øvede sig da. Han var nok bedre til at læse og fremlægge, men han måtte jo gøre det han havde fået besked på og afleverede inden timen var forbi en meget forfærdet tekst om hvorfor han ikke skulle ende i Azkaban, for det skulle han bare ikke!

Atter var en sommerferie slut, og det havde efterladt en glæde og spænding i Casimir over hvad de mon skulle lære om det skoleår. Hun var mødt op som en af de første i klasselokalet, hvilket ikke havde været noget nyt i det fag, den sædvanlige plads bagest i klassen blev indtaget og hendes ting blev pakket ud. Professor Lewis var godt i gang med at forberede dagens undervisning, som Casimir havde pakket sine ting ud kiggede hun op på tavlen som professor Lewis lige havde fået fyldt ud med informationerne om dagens forvandling. Hun smilede til Isaac inden hun læste indholdet på tavlen for så at slå op i sin bog.

Så småt var de andre elever begyndt at fylde lokalet op, alt imens Casimir sad og læste om forvandlingen imens hun også mumlede udtalelsen for sig selv. Efterhånden var hun blevet udmærket til at lære diverse forvandlinger uden for meget besvær, der var dog nogen hun fandt svære end andre. Lokalet var blevet fyldt og en summen af stemmer fra de andre elever fik Casimir til at se op fra bogen, der var ikke gået længe før hun fik rullet med øjnene som hun tog sig selv i at sidde og lytte til en samtale nogen af pigerne havde som omhandlede de ønskede ferien var længere. Det var det modsatte af, hvad Cas havde følt hele ferien, som sædvanligt havde føltes for lang.

Professor Lewis formåede at få skabt ro, selvom det havde taget ham nogle forsøg. Det var ikke unormalt at det var svære at komme i gang med undervisningen efter en ferie, men det var lige irreterne hver gang at undervisningen ikke blot havde kunne gå i gang. Endelig var Isaac gået i gang med at forklare hvordan dagens opgave, det var ikke den mest spændede forvandling, men Casimir tænkte der nok skulle kunne komme noget sjovt ud af den. Igen var der støj i klasselokalet men denne gang var det fordi Isaac havde bedt dem gå i gang med at bruge besvægelsen. Casimir så rundt på de andre imens hun sad og smilede lidt for sig selv. Det var tydeligt at ikke alle var lige stærke i forvandling, som de alle øvede sig i lokalet og endte med forskellige resultater.

Det var kedeligt at sidde og se på de andre udføre dagens opgave så Casimir tog sin stav i hånden og studerede kort instrukserne i bogen inden hun rettede sin stav i mod Professor Lewis, som var i gang med at hjælpe nogen af de andre med udtalen. En dyb vejrtrækning var taget og hun fik visualiseret sig hvordan hun ønskede at farve hans hår, “CREE-nus MYOO-toh ” kom det fra hende med en tydelig og bestemt tone. Casimirs blik var låst fast på professoren, imens hun afventede forvandligen tog form, og inden for kort tid kunne den ses. Flere i klassen flækkede af grin som de pludselig opdagede at deres professor havde fået gråt hår, Casimir var ikke bedre selv hun var blevet nød til at læne sig op af bordet imens hendes grin som lød som en søløve skar igennem de andres latter, hvilket blot fik de andre til at grine endnu mere.

Som latteren havde dæmpet sig igen, fik Isaac set i en af spejlene som var blevet stillet op i lokalet, og så sit grå hår. Casimir fulgte ham nøje men blev lettere skuffet over hans reaktion da han blot havde set opgivende ud, hun stod med et stort smørret smil, som hun altid gjorder når hun lavede noget som ikke var heltr efter bogen. Isaac havde kigget rundt i klassen for at lokalisere hvem der mon havde forvandlet hans hår, og som han så på Casimir, var hans ansigtst udtryk fortsat opgivende, “ De ramte ikke rigtigt frøken Fischer, med mine genere bliver jeg nok hvidhåret” påpegede han og forvandlede sit hår tilbage til sit normale igen. Hun trak på skulderne og noterede sit forsøg ned så hun kunne se tilbage på det senere hen og måske forbedre den på en måde.

Tiden var fløjet afsted hvilket ikke havde undret nogen, for det var længe siden der var blevet grinet så meget i forvandlingsundervisningen, som timen var over fik Casimir pakket inde sine sammen, og inden hun forlod lokalet smilede hun drillende til professor Lewis, for at vise at han nok godt kunne forvente at hun ikke var lige så kedelig som hun havde været det tidligere skoleår. Hun havde brug for der skete noget, og vise at hun var kommet til at punkt hvor hun havde det godt igen, efter de tidligere år.

At se Danielle have, problemer for en gang skyld det morede ham faktisk. Men de gange, hvor hun så i nærheden kvalte han grinet. Theo havde allerede fået sin kost op, og han var da allerede en meter over jorden hvilket passede ham helt fint, for han var faktisk lidt i tvivl, om han overhovedet syntes om at flyve. Men det havde kun taget, ham omkring de 4 gange før kosten gad adlyde ham og flyve op. Selv der havde, Danielle tildelt ham hendes herlige dødsblik som hun brugte flere gange i løbet af dagen. Piger og ikke nok med det, var der nogle der endda rendte med pigelus hvilket han altså, ikke havde nogen form for interesse i at få. Så det var faktisk et rent, plus at han hang en meter op i luften, selvfølgelig med rimelig god afstand til hende. Ellers ville hun nok, forsøge at få han jordet af kosten, så han ville ende med næsen nede i jorden. “Kom nu Dani du kan godt” forsøgte, han at lyde men han kunne godt fornemme måden som hendes læber bevægede sig på at hun nok kaldte ham alt muligt, hun kunne komme i tanke om. Blikket gled kort rundt, mens han betragtede de andre der også, var oppe i luften. Nogle slappede helt af, mens de fløj lidt rundt, og andre lignede de plottede om at skulle lave et lille uofficielt kapløb. Men professorens ord, havde tydeligt lydt. Brug kommandoen, op til at svæve en meter op i luften. For at man kunne finde sin balance, og dernæst lande igen, den sidste del var der ikke mange der overholdte.

Vejret var faktisk, perfekt til denne lektion. Inden blæst, skyer på himlen som skærmede solens direkte stråler på himlen. Blikket landede kort, mod de tog der havde plottet sammen som faktisk endte med, at sætte deres plan ud i verden. Hvilket kun fik Theo, til at ryste på hovedet. Kosteskaftet blev peget ned mod græsset, mens han satte kursen ned så han kunne lande. Selv om han sådan set, glemte at rette op så han landede med et bump. Grimassen var tydelig at se, men han havde ikke slået sig. Men han havde da klaret, sig nogenlunde generelt. Og ud af den ene øjenkrog, kunne han se Danielle var kommet i luften endelig. Den anden lignede det at professoren havde fået standset de to, der mente de kunne tage sådan en chance. “Dani” kom det fra ham, mens han vinkede hende hen mens hun nærmest landede til perfektion, hvilket fik ham til at skule en anelse irriteret. “Væddemål, taberen skal spise, en pose med grå mutlismagsbønner” kom det fra ham. Mens han lagde armene over kors. “Ja så, hvad vædder vi om” kom det fra hende, mens hun tog begge koste for at ligge dem i den begyndende bunke i nærheden. “Davis og Harriet, jeg er sikker på de for en uges eftersidning” kom det fra ham. Danielle kiggede i retning, hvor professoren og, Davis og Harriet befandt sig. “2 Uger” kom det fra hende.

Endelig var de samlet igen, og ingen af dem havde ret, i hvor længe Davis og Harriet, ville få eftersidning, det var åbenbart en privat samtale mellem, dem det omhandlede om. “Hvor skuffende” kom det fra Theo, mens de gik tilbage mod slottet. “Enig men jeg ud spørger dem bare senere, de er alligevel fra mit kollegie” kom det fra hende. “Men endnu mere pinligt, vi kommer begge fra fuldblods familier, og vi tog en evighed om at få kosten op” kom det klagende fra Danielle. “Nu er det vel, heller ikke fordi vi har fløjet inden, Diagonalstræde virker ikke som det korrekte sted at flyve rundt i” kom det fra ham. “Nej det har du nok ret i, ses Theo” kom det fra hende, mens han stadig selv fortsatte til næste time. Flyvning kunne, han vel lærer til perfektion, specielt når han tydeligt haltede med at lande, men balancen i luften havde ikke fejlet ret meget efter hans mening. Men at der heller, ingen blæst havde været gjorde det jo også en anelse nemmere.

Flick måtte virkelig være ked af sit navn et sted som Hogwarts, selvom Abigail morede sig ustyrligt, hver gang nogen fortalte, hvad man kunne med kun ”a flick of a wand”. Sidste gang havde de i besværgelser haft om Wingardium Leviosa, hvor de skulle bevæge tryllestaven med et ”swish and flick”. Besværgelsen havde været usandsynlig svær at mestre, fordi underholdningsværdien for Abigail havde været så høj. Hendes tålmodighed havde også været på prøve, hvilket ikke passede sig med den manglende koncentration hun besad.

I dag var det forhåbentligt bedre. Især da det gik op for hende, at de skulle øve sig i ikke bare en, men to besværgelser igen, fordi de gik hånd eller hånd, eller nærmere mod hinanden, fordi diffindo skar noget i stykker og reparo reparerede noget igen. Selvom det efterhånden ikke var lige så skræmmende at have Raven mere, som det havde været i starten, fordi hun altid mindede Abigail om den episode, hun og Flick havde været ude for før skolen, så var der perioder, hvor mindet stadig fyldte for alle parter. Især nu hvor professoren havde sagt, at de måtte finde på hvad som helst at øve diffindo besværgelsen på, bare ikke levende væsner, mennesker eller dyr. Øjnene havde vandret direkte til Abigail og Flick som sad ved siden af. Raven, som nu også gik under tiltalen professor Moore, havde fortsat eksemplerne med ”Så hellere bøger”. Abigail skulede til Flick, som samtid også var i gang med at skule tilbage. Stiltiende blev de enige om, at de hverken ville prøve på ugler, andre dyr eller bøger.

De forsøgte på tomt pergament, da det var det nemmeste at have adgang til, og hvis det gik galt, så var det ikke så katastrofalt. Abigail havde overvejet, hvad konsekvensen var. Selvom de kunne få hjælp og det egentlig var ret normalt at få fra professoren, så ville Abigail helst ikke have for meget, for hun ville nødigt få at vide, at hun ikke tænkte over tingene eller på anden måde tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Først senere på ugen fik Abigail dog brug for besværgelsen, da hun i botanik skulle beskære et par planter. Hun og Flick havde fundet det ufatteligt smart at bruge diffindo til det, hvorfor de havde kastet sig over den mulighed. ”Det er smart, når man kan bruge det man lærer i et fag til et andet fag, ikke Abi?” spurgte Flick og Abigail nikkede ivrigt i sit forsøg på at få en genstridig stængel fra en plante skåret over. Ikke desto mindre var hun helt enig, og hun smilede da også stort og stolt, da hun holdt planten frem. ”Endelig!” Bemærkede hun, samtid med Flicks følgende udbrud. ”Heeey”. Abigail så undrende på ham, da han holdt sin arm frem og kappens ærme ligeledes var delt i to på øverste side. Dermed afslørede det underarmen. ”Ups!” lød det samtid fra Abigail, der kastede planten fra sig, så den landede på en af de andres bøger, og endnu et ”Heeey” kunne høres. Hun så dog ikke, hvem det kom fra, da hun i stedet fik planten smidt i nakken og hun selv udstødte et ”Heeey”, men hun gjorde ikke mere ved det, da hun i stedet studerede Flicks arm.

”Ra-, professor Moore må ikke høre om det her. Hun tror bare vi er ved at slå hinanden ihjel så. Du kom ikke noget til, vel Flick? Det var kun kappen, ikke? Jeg kan-” hun stoppede sig selv. Hvordan pokker kunne hun skrive til sin far og bede ham købe en ny kappe til Flick, uden Raven opdagede det? Hun kunne måske skrive til sin mor, men hun kendte bare ikke Flick. ”Nej nej, jeg er okay. Det er bare kappen der mente, at jeg skulle have luft til armen. Det er nu også varmt nok, så jeg burde nok egentlig have taget den af” mumlede Flick en anelse muntert, hvilket forvirrede Abigail, der var bange for om hun ville blive smidt ud af Hogwarts nu. ”Hvis jeg nu tager kappen af, så kan vi se, om vi kan fikse den igen med reparo? Jeg kunne godt finde ud af den i timen, da de reparerede pergamentet. Det kunne du også, så mon ikke vi også kan lave kappen igen?” foreslog Flick, mens Abigail fortsat overvejede, hvordan hun skulle få en af sine forældre til at købe vennen en ny kappe.

Tilbage i virkeligheden så Abigail på Flick, da han tog kappen af, og derefter på ærmet. ”Tror du det kan laves, så man ikke kan se det? Man kunne godt se lidt på mit pergament, hvor riften havde været. Kunne man på din?” spurgte Abigail nu Flick. Han nikkede langsomt og trak så på skuldrene. ”Ikke så meget, men måske lidt. Prøv du. Så kan jeg prøve bagefter. Det er sjovt at prøve på noget andet end papir, ikke?” spurgte han atter muntert. Abigail spekulerede stadig over, hvad konsekvensen mon ville være, hvis nogen opdagede det, men heldigvis smittede Flicks humør af på hende, og hun var hurtig til at indse, at det jo faktisk var ret spændende. Der måtte være forskel på tyndt papir og så stof, når man skulle udføre besværgelsen, ikke? Tryllestaven var ikke langt væk, for hun havde netop brugt den til at gøre skaden og samtid få planten fri, hvorfor hun også hurtigt var klar med spidsen af tryllestaven mod Flicks ærme, dog uden at han var pakket ind i stoffet.

Et par forsøg blev gjort med reparo, og stoffet fandt da også sammen igen, men flængen var ikke helt væk. Heller ikke selvom Flick havde prøvet også. Dog var de enige om, at det krævede lidt mere at få stoffet repareret, end det havde gjort at få papiret sat sammen. ”Jeg tror måske godt, at jeg kan få min mor til at købe en ny kappe til dig, men jeg er ikke sikker på, at professor Moore vil være særlig begejstret, hvis hun har opdaget, at jeg ikke havde tænkt på, at det kunne gå galt, det jeg gjorde, men Flick, jeg gjorde det altså ikke med vilje” sagde Abigail. Flick smilede stort og rystede ligegyldigt på hovedet. ”Jeg tror på dig, Abi. Der skete heller ikke noget. Se, den er god som ny, og mærket ser ret sejt ud. Jeg siger bare til min far, at jeg sad fast i en plante, og vi selv har repareret det. Så bliver han stolt over hvad vi kan!” udbrød han helt bestemt og smilede til sit ærme. ”Tak Flick. Det er også ret flot lavet, ikke?” spurgte hun retorisk. De var begge enige om, at der ikke var andre på 1. årgang, der kunne have lavet det ligeså flot.

Wren absolut hadede alt der kunne krible, kravle eller sno sig - og derfor forekom dagens time i magiske dyrs pasning og pleje helt og aldeles uoverkommelig. Og dét var ikke noget den lille løve tænkte om spor meget, tværtimod havde hun en til tendens til at flyve let og elegant de fleste faglige udfordringer. Men måden det grå slangelignende væsen snoede sig på, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Mest af alt havde hun lyst til at overgive sig til frygten og blot flygte sin vej, men autoritetstroen og ønsket om at imponere sin moster holdt hende tilbage. Askevindelen gik på tur, fra den ene usikre favn til den næste, nærmerede sig hende med en foruroligende hast.

"Er du bange for slanger, bløddyr?" Lød en irriterende stemme ved sin af hende, en som hun kun anerkendte ved at rynke provokeret på næsen. Hun behøvede ikke at kigge i hans retning for at vide, at det var Jake Davis. "Vel er jeg ej," Hun prøvede at lyde overbevisende, men hånden var for længst gledet ned i lommen for at holde om billedet af mødrene, en dårlig vane som brød frem når hun var nervøs. En vane Jake formentlig så igennem, hvorfor han fortsatte med at presse på. "Den bider ikke, modsat dig." Ude af øjenkrogen, kunne hun fornemme hans rolige håndtering af slangebæstet. Hun rullede øjne af hans reference til dengang hun havde bidt ham i hånden, velfortjent selvfølgelig.

"Her," Sagde han og rakte reptilet hen imod hende, idet det hvislede irritabelt. Hun så kort op i de blå øjne, blev mødt af en anstrengende skadefryd. Usikkert og utilfredst holdt hun sitrende hænder frem for at modtage. Slangen viklede sig omkring hendes arm, imens løven forsøgte at holde sig i ro. Vejrtrækningen blev glemt, da væsnet stirrede direkte på hende med sine onde, røde øjne. Tungen stak ud, kildede ubehageligt mod hendes arm. Den virkede.. vred, syntes Wren. "Få den væk!" Peb hun pludseligt og forsøgte sig at ryste slangen over i den næste persons favn. "Nu!" Væsnet hvæsede pikeret over måden det blev behandlet på, en advarsel som blot gjorde Wren endnu mere panisk. "Rolig nu, Wren," Forsøgte Jake at afbryde hendes bevægelser, men før hun vidste af det blev hun bidt, hårdt, i hånden. "Av!" Udstødte hun og slangen fløj i et spjæt over til grævlingepigen ved hendes side. Den lille løve klemte hårdt om stedet hun var blevet bidt, så pinligt op på mosterens skuffede udtryk. Kinderne blev varme, da hun mærkede de andres blikke på hende. Særligt Jakes skæve smil ætsede sig fast. Dumme, dumme askevindel.

Det første man bliver ramt af når man åbner døren til Hogwarts drivhuse er heden. Og efterfulgt af heden, er dunsten af gødning og den fugtige luft der sætter sig på huden de næste gaver sådanne drivhuse kan give. Henrietta var fulgt med resten af sin årgang ud ad hoveddøren og ned til skolens mange drivhuse og hendes entusiasme var ikke just helt oppe at ringe. At lære om ingredienser og planter var af stor interesse, men at stikke hænderne i dragemøg og hive ukrudt op var simpelthen arbejde for folk med langt mindre finesse end hende selv. Selvfølgelig forstod hun konceptet af hvorfor det var vigtigt at lære disse teknikker, specielt hvis man som hende havde en forkærlighed for eliksir, men det betød ikke at hun brød sig om idéen om mudder op ad albuerne og snavs under neglene. Henrietta var vokset op i Liverpool, en storby, der ganske vidst forsøgte at udvide deres grønne områder, men hun havde set mere beton end grantræer i sit liv. Hendes forældre var også mere altan end have mennesker og selv om hun havde forsøgt at holde live i adskillige planter, så var Henriettas tommelfingre ikke grønne.

Den tunge fugtighed klistrede sig til hende og hun kunne mærke at hendes hår allerede var begyndt at kruse, da hun satte sig ved et af de ledige borde i drivhuset. Hun lavede et mentalt notat om at det var vigtigt at huske at flette sit hår før hver fremtidige botanik time ellers ville hun går her fra og ligne hun havde fået stød. Og kruset hår og mudder var ikke ligefrem et look der ville hjælpe hendes fremtid. Professor Lawrence tog venligt imod dem alle og begyndte introduktionen af botanik. Henrietta var egentlig stor fan af Professor Lawrence, hun var nemlig også Hogwarts eliksir professor. Og eliksir var et fag Henrietta planlagde at være ekspert i. Og hvis professor Lawrence mente at botanik var et fag værd at investerer tid, så ville Henrietta give det sit bedste. Mudder og dragemøg og det hele. Professor Lawrence var i gang med en fremlæggelse af hvad de forskellige drivhuse indeholdt, samt hvad hendes forventninger til eleverne var. Henrietta fulgte godt med, imens hun tog notater til strukturen af drivhusene, eller hun forsøgte i hvert fald at holde interessen oppe, imens hun fulgte med. Men hun kunne mærke sveden begyndte at pible frem alle mulige ubehagelige steder og med et kort og hurtigt blik rundt på de andre elever, kunne hun se at hun var ikke den eneste der var påvirket af heden i drivhuset. Og med et lille grin noterede hun i bunden af sin notesbog; ”Fletning, deodorant, lommeletter i inderlommen.” før timen afsluttedes.