Uge 1

Marlowe, Magizoolog (uge 5) (dimitteret)

Bundimun infektion. Det tog ikke Marlowe særlig lang tid at give diagnosen, da de ankom til huset - lugten alene var indikator nok. Alligevel gik de en runde omkring pejsen, for at sikre sig at det ikke kunne være askevindel, før de vendte sig mod frøken Trent. "Jeg er nødt til at brække gulvet op," sagde de undskyldende. "Det er bundimun, og de gemmer sig dernede, hvor de har godt gang i at smadre husets fundament." Frøken Trents øjne blev store, og dér kunne Marlowe godt se, at beskeden om hendes hjems snarlige kollaps kunne være blevet leveret mere elegant, eller i hvert fald medfølende. Men de var træt - det var den tredje opgave i dag, og deres arme værkede efter at være kravlet rundt i træer i nabobyen, for at få forstummet samtlige fwoopere, der gjorde beboerne vanvittige.

"Altså, medmindre jeg brækker gulvet op og får dem fjernet," skyndte de sig at tilføje, men måske var alene det, at gulvet skulle ødelægges en rimelig hård nyhed at modtage på sådan en almindelig torsdag eftermiddag. Men ikke desto mindre var det omstændighederne, og dem kunne de ikke bløde meget mere op end det. "Skal du bruge noget?" spurgte frøken Trent forsigtigt. "Kaffe? Koben?" "Ja tak," svarede Marlowe til begge dele, og satte sig på hug nede på gulvet - det var under alle omstændigheder meget rart, for de havde været nødt til at dukke i nakken siden de kom ind på grund af de lave lofter. Måske kunne frøken Trent overveje at sænke gulvet, når det skulle genopbygges, men hun var ikke meget højere end morfar, så det ville næppe være noget hun tænkte over. Den lille heks forsvandt ud i køkkenet, og mens Marlowe lagde øret mod trægulvet for at lokalisere sit startpunkt, spredte duften af kaffen sig i stuen. Den blev serveret på et lille fad sammen med to småkager, og frøken Trent forsvandt igen, denne gang udenfor, inden hun kom tilbage med kobenet. "Jeg går ... jeg går ud i køkkenet imens," sagde hun nervøst, da hun lagde det fra sig ved siden af Marlowe.

De fandt en en sprække, som de med lidt arbejde med den spidse ende af kobenet kunne gøre dyb nok til at få ordentlig fat. Så gik de ud og fandt sin rygsæk, som havde de forskellige rengøringsremedier, der skulle til for at gøre kål på skadedyrene, før de kunne nå at sprøjte mere gift ud, der ville ødelægge det bærende fundament i frøken Trents hjem. Opgaver som disse var mere nervepirrende end at jagte fwoopere i trætoppene, for hvis de ikke gjorde det ordentligt var der mere på spil, end ømheden i deres muskler. Alt tydede på at den lille dame havde boet her i mange ord, og de kunne ikke forestille sig, at hun ville have lyst til at flytte, fordi en lang magizoolog kom til at rive det hele ned med et enkelt fejltrin. Kobenet blev sat i spænd, og Marlowe trak til, så det første gulvbræt blev revet op. De kunne se klanen af skadedyr bevæge sig med det samme, og rakte ud efter ansigtsmasken og sprayflasken med gift. To sprøjt - og de bevægede sig ikke mere. Lugten af råd og gift var kvalmende, og de fortrød at have bestilt kaffe, da de bevægede sig videre. Et gulvbræt mere, to sprøjt mere. Møjsommeligt arbejde, som sikkert kunne være lettet med magi, men Marlowe havde ikke rigtigt brugt sin tryllestav siden Thurlow blev genvalgt. Den føltes som en del af et samfund, som de ikke ville være en del af, og derfor var den pakket væk i sidelommen på rygsækken, så den var tæt på, hvis de skulle bruge den, men håbet var, at det skulle de ikke. De nød under alle omstændigheder det manuelle arbejde, der føltes mere berigende end at stå det samme sted, og ordne det hele med et par vrøvleord og et sus med en pind.

Det tog Marlowe en times tid at brække så meget gulv op, at de kunne hejse sig ned til fundamentet, hvor de måtte kravle rundt på alle fire for at komme rundt i krogene. Da de langt om længe var færdige, havde de spindelvæv i håret, rådnet træ og mudder på håndflader og knæ, og stank af gift. Kaffen var blevet kold, og småkagerne var nok mere sundhedsskadelige end hvad lidt sukker kunne gøre, så de bad frøken Trent om at smide det hele ud og lave gennemtræk, for at komme af med giftstanken. "Du skal nok vente lidt med at fikse gulvet, til du er sikker på, at de virkelig er helt væk," sagde de og gav hende en lap papir med deres adresse i Glasgow. "Hvis du finder tegn på mere, så kontakt mig. Det vil naturligvis være et gratis besøg. Hold øje med om stanken forsvinder."

Marlowe havde ikke planlagt flere opgaver den dag, så nu kunne de begynde deres rejse hjem. Hjem til Eli - hvis alt gik vel, ville de være hjemme sent på aftenen, og kunne nå at ligge en lille smule i hans arme og høre om hans dag, inden det hele startede forfra.

Årgang 93

Jake, Besværgelser (1. årgang)

Jake var vild med besværgelseslektionerne. Ved Ms. Moores introduktion begyndte han at spekulere, hvad han kunne bruge Accio til. Hvem han lå under sin varme dyne, og vidste han ville fryse for meget, hvis han stod op, kunne han bruge besværgelsen til at få hans tøj hen til ham. Hvis han sad på biblioteket, og en bog var uden for hans rækkevidde, kunne han bruge besværgelsen til, at få den ønskede bog hen til dig. Til lidt sjovere formål, kunne han bruge det mod hånden han ville drille. Bruge Accio til, at få fat i deres ting, inden de kunne nå at gøre noget. Tanken fik ham til at smile. Tankerne havde ført ham væk i en rum tid, hvor nogle af de andre elever var i gang med, at øve sig. Han kom hurtigt på benene, for at undgå at fremstå langsom, og fjerne mistanken om, at han faldt i staver. Sidemakkeren havde fået hidkaldt sin første fjerpen efter et par forsøg. Da det lykkedes for Andreas, hans sidemakker, blev drengen ivrig efter at få flere ting til sig. Jake smilede næsten umærkeligt, og lod blikket vandre over en del ting, som kunne være fede at få hen til sig. Øjnene hvilede på et af hans medstuderendes notesbog. Nysgerrigheden overtog ham, og af en eller anden grund troede han ikke på, at notesbogen kun ville indeholde noter fra Besværgelseslektionerne. “Accio” lød det fra Jake, som endnu ikke havde lært at bruge den nonverbale metode. Ingen farve kom fra tryllestavens spids, efter han havde lavet bevægelsen, som var en horisontal halvcirkel. Kort tid efter kunne han gribe ud efter notesbogen, og uden at ejermanden havde opdaget ham endnu. Andreas havde opdaget det, og var blevet ligeså nysgerrig. Sammen slog de op, og blev først skuffet, ved de første siders ihærdige noteringer fra besværgelsestimerne. Deres nysgerrighed blev dog totalt tilfredsstillet, da Jake slog op på en side, hvor pigen tydeligvis havde dagdrømt, om Andreas’ krøller og såkaldte drømmende øjne. Jake brød ud i et hånligt grin, mens Andreas vrængede ansigt. Piger havde lus, som de absolut ikke skulle i nærheden af. Denne besværgelse var meget brugbar, og Jake glædede sig til, at bruge den udenfor lokalet.

Uge 8

Casimir, Spådom (4. årgang)

En let tåge havde lagt sig over reservatet, en følelse af ikke at kunne få luft ramte mig, som jeg gik ned for at ville se til dyrene. Jeg forsøgte at ignorere det, sigtbarheden var dårligere end normalt, men en følelse af at der var behov for mig i reservatet gav en vilje. Jeg nåede endelig frem, det havde føltes som om det tog længere tid end nogensinde før. En følelse af uro og utryghed ramte mig som jeg trådte ind i området, tågen var blevet tykkere, og jeg fik kuldegysninger som jeg gik rundt.

Først havde alt virket meget roligt og som det plejede, det var først da jeg stod midt i reservatet at jeg så til højre imellem nogle bure, at jeg så noget der virkelig startede en skræk i livet på mig. En skikkelse af et menneske bevægede sig mellem burene, Jeg ville undersøge det nærmere og finde ud af hvem der rendte rundt i reservatet. Men noget var galt, mine fødder ville ikke flytte sig, et forsøg på at råbe til personen var mislykket, ingen lyd kom ud af min mund.

Jeg var bange og følte mig magtesløs, der var intet jeg kunne gøre. Den ukendte person bevægede sig stadig mellem burene, jeg kunne ikke se hvad der skete, men det var nemt at følge hvor personen befandt sig ud fra lysglimt som kunne stamme fra brugen af tryllestav. Dyrene var begyndt at beklage sig, men jeg kunne intet gøre. En tåre trillede ned af mine kinder, som jeg kunne mærke afmagten af intet at kunne gøre for at dyrene havde det godt. Jeg hørte en ond latter som var efterfulgt af lyden af dyr der sloges. Små hulk opstod og jeg indså at det var mine egne, tårerne stod ud af mine øjne som et vandfald, ingen anden lyd forlod min mund inden min stille hulken.

Pludselig kunne jeg ikke se skikkelsen mere, men når jeg så omkring mig var alle bure blevet åbnet og dyrene var overalt. Der var ikke gået længe før jeg var omringet af dyr, de var bange og sloges, flere af dem lå såret på jorden. Mit hjerte bankede, jeg var vred og knust alt sammen på en gang. En velkendt lyd lød i det fjerne, den nærmede sig mig hurtigt og pludselig kunne jeg se Perle, min elskede niffler som professor Picanto havde givet mig. perle var bange og ville søge tryghed hos mig, men som hun næsten var henne ved mig, opstod en ond latter igen, og den ukendte person var bag ved Perle. Og pludselig som Perle var lige foran mig, opstod der et lysglimt som ramte hende. Hun lå livløs på jorden foran mig, og som jeg så op, var der et lys på vej direkte imod mig. Men lige inden det ramte mig vågnede jeg, rystede og gennemblødt af sved.

Casimir havde sat sig brat op i sengen, og uden tøven tog hun sine skolebøger fra natbordet og begav sig ned i opholdsstuen. Bøgerne var blevet lagt på et bord, og kort efter havde hun slået op i sin spådomsbog, Casimir var nødt til at finde ud af, hvad hendes mareridt mon havde betydet. Det var svært at fokusere på, hvad der stod i bogen, hun blev distraheret af hendes krop, der fortsat rystede. Endelig fandt hun frem til hvor der stod noget om symboler i drømme. Men Casimir forstod ikke hvad hun læste, der var så mange symboler og de havde kunnet betyde forskellige ting. Men efter at have forsøgt at læse sig frem til svaret, var hun endelig kommet til et resultat som havde givet mening for hende.

Hun fandt sin notesbog og skrev ned, hvad hun fortolkede sit mareridt til at betyde. Tågen havde betydet at sigtbarheden var ringe, så det kunne betyde at hun havde svært ved at se hvad der ville komme. Og Casimir som stod og hverken kunne bevæge sig eller sige en lyd imens hun følte afmagt, havde nok betydet at hun følte en afmagt og at hun ikke havde noget at sige omkring de ting som der ville ske med reservatet, når der kom en ny professor til. Det var tydeligt, at hendes mareridt havde omhandlet reservatet og hendes frygt for, hvad der ville ske, når der kom en ny professor. Og delen med Perle havde også gjort det ekstra tydeligt for hende, for Perle var hendes et og alt, og hun frygtede netop at en ny professor ville tage Perle fra hende.

Casimir havde ikke nogen ide om hvor længe hun havde sat og undersøgt sit mareridt men pludselig havde hun kunne høre støj omkring sig, det fik hende til at indse at det var blevet morgen, og alle de andre elever var ved at vågne og gøre sig klar til morgenmaden. Casimir gned sig i øjnene og pakkede sine skoleting væk igen, hun havde stadig følt sig urolig efter sit mareridt, men hverdagen skulle passes. Så hun begav sig tilbage på sovesalen for at gøre sig klar til at starte dagen sammen med sine venner.

Uge 7

Marlowe, Magizoolog (dimitteret)

Bundimun infektion. Det tog ikke Marlowe særlig lang tid at give diagnosen, da de ankom til huset - lugten alene var indikator nok. Alligevel gik de en runde omkring pejsen, for at sikre sig at det ikke kunne være askevindel, før de vendte sig mod frøken Trent. "Jeg er nødt til at brække gulvet op," sagde de undskyldende. "Det er bundimun, og de gemmer sig dernede, hvor de har godt gang i at smadre husets fundament." Frøken Trents øjne blev store, og dér kunne Marlowe godt se, at beskeden om hendes hjems snarlige kollaps kunne være blevet leveret mere elegant, eller i hvert fald medfølende. Men de var træt - det var den tredje opgave i dag, og deres arme værkede efter at være kravlet rundt i træer i nabobyen, for at få forstummet samtlige fwoopere, der gjorde beboerne vanvittige. "Altså, medmindre jeg brækker gulvet op og får dem fjernet," skyndte de sig at tilføje, men måske var alene det, at gulvet skulle ødelægges en rimelig hård nyhed at modtage på sådan en almindelig torsdag eftermiddag. Men ikke desto mindre var det omstændighederne, og dem kunne de ikke bløde meget mere op end det. "Skal du bruge noget?" spurgte frøken Trent forsigtigt. "Kaffe? Koben?" "Ja tak," svarede Marlowe til begge dele, og satte sig på hug nede på gulvet - det var under alle omstændigheder meget rart, for de havde været nødt til at dukke i nakken siden de kom ind på grund af de lave lofter. Måske kunne frøken Trent overveje at sænke gulvet, når det skulle genopbygges, men hun var ikke meget højere end morfar, så det ville næppe være noget hun tænkte over. Den lille heks forsvandt ud i køkkenet, og mens Marlowe lagde øret mod trægulvet for at lokalisere sit startpunkt, spredte duften af kaffen sig i stuen. Den blev serveret på et lille fad sammen med to småkager, og frøken Trent forsvandt igen, denne gang udenfor, inden hun kom tilbage med kobenet. "Jeg går ... jeg går ud i køkkenet imens," sagde hun nervøst, da hun lagde det fra sig ved siden af Marlowe.

De fandt en en sprække, som de med lidt arbejde med den spidse ende af kobenet kunne gøre dyb nok til at få ordentlig fat. Så gik de ud og fandt sin rygsæk, som havde de forskellige rengøringsremedier, der skulle til for at gøre kål på skadedyrene, før de kunne nå at sprøjte mere gift ud, der ville ødelægge det bærende fundament i frøken Trents hjem. Opgaver som disse var mere nervepirrende end at jagte fwoopere i trætoppene, for hvis de ikke gjorde det ordentligt var der mere på spil, end ømheden i deres muskler. Alt tydede på at den lille dame havde boet her i mange ord, og de kunne ikke forestille sig, at hun ville have lyst til at flytte, fordi en lang magizoolog kom til at rive det hele ned med et enkelt fejltrin. Kobenet blev sat i spænd, og Marlowe trak til, så det første gulvbræt blev revet op. De kunne se klanen af skadedyr bevæge sig med det samme, og rakte ud efter ansigtsmasken og sprayflasken med gift. To sprøjt - og de bevægede sig ikke mere. Lugten af råd og gift var kvalmende, og de fortrød at have bestilt kaffe, da de bevægede sig videre. Et gulvbræt mere, to sprøjt mere. Møjsommeligt arbejde, som sikkert kunne være lettet med magi, men Marlowe havde ikke rigtigt brugt sin tryllestav siden Thurlow blev genvalgt. Den føltes som en del af et samfund, som de ikke ville være en del af, og derfor var den pakket væk i sidelommen på rygsækken, så den var tæt på, hvis de skulle bruge den, men håbet var, at det skulle de ikke. De nød under alle omstændigheder det manuelle arbejde, der føltes mere berigende end at stå det samme sted, og ordne det hele med et par vrøvleord og et sus med en pind.

Det tog Marlowe en times tid at brække så meget gulv op, at de kunne hejse sig ned til fundamentet, hvor de måtte kravle rundt på alle fire for at komme rundt i krogene. Da de langt om længe var færdige, havde de spindelvæv i håret, rådnet træ og mudder på håndflader og knæ, og stank af gift. Kaffen var blevet kold, og småkagerne var nok mere sundhedsskadelige end hvad lidt sukker kunne gøre, så de bad frøken Trent om at smide det hele ud og lave gennemtræk, for at komme af med giftstanken. "Du skal nok vente lidt med at fikse gulvet, til du er sikker på, at de virkelig er helt væk," sagde de og gav hende en lap papir med deres adresse i Glasgow. "Hvis du finder tegn på mere, så kontakt mig. Det vil naturligvis være et gratis besøg. Hold øje med om stanken forsvinder."

Marlowe havde ikke planlagt flere opgaver den dag, så nu kunne de begynde deres rejse hjem. Hjem til Eli - hvis alt gik vel, ville de være hjemme sent på aftenen, og kunne nå at ligge en lille smule i hans arme og høre om hans dag, inden det hele startede forfra.

Uge 5