Det var ved at blive mere og mere almindeligt, at Saoirse kom for sent til timerne. Sommerferien nærmede sig, og hun kunne godt mærke skoletrætheden indsnige sig og dræne al sin motivation. Og nu befandt hun sig altså i en situation, hvor hun havde cirka tredive sekunder til at nå til time, som foregik helt oppe i astronomitårnet. Efter at være blevet heppet på af nogle af malerierne, mens hun skyndte sig alt hun kunne op ad trappen, trådte hun ind i klassen, hvor astronomiprofessoren Florence Måneskin allerede var gået i gang med at undervise. Månetegn skulle det vist handle om i dag, tolkede Saoirse ud fra professorens ord, mens hun diskret fandt sig en plads.

“Slå op på side 205 i Hvordan du løser stjernernes gåde og find jeres eget månetegn,” indstillede professoren eleverne til før snakken langsomt etablerede sig rundt i lokalet. Saoirse måtte kigge med i en anden elevs bog i dag, da hun havde glemt sin egen på sovesalen i al hastværket inden timen. “Den 20. november,” svarede Saoirse sin medstuderende, en kvik Gryffindor-pige som aflæste månetegnene i bogen, “i Irland, hvis det har nogen betydning.” Pigen aflæste tabellen i bogen, og svarede: “Dit månetegn er vist vandmanden.” Pfft, hvad skulle det betyde, stod månen nede i havet, da hun blev født eller hvad, tænkte Saoirse til sig selv. Pigen begyndte at læse højt fra bogen: “Mennesker med deres måne i vandmandens tegn udviser kreativitet, intellekt og en stærk følelse af individualisme.” “Hvor er det intetsigende,” svarede Saoirse med armene lagt over kors. “Det kunne man da sige om enhver.” Saoirse havde aldrig set det store i stjernetegn eller astrologi generelt. Det var da en latterlig idé, at man kunne sige noget om folks personlighed baseret på, hvor en stor sten befandt sig på et specifikt tidspunkt, belærede Saoirse Gryffindor-pigen om.

Resten af timen forløb alt for langsomt efter Saoirses mening, og da timen endelig var færdig, var Saoirse en af de første ude af lokalet. Hun vidste godt, at astronomi nok ikke var et af de fag, hun skulle forvente den højeste karakter i, når eksamenerne indtraf om en uge.

Mugglerstudier havde været et svært og træls fag for Casimir det skoleår, i forvejen var hun træt af at skulle have et fag som hun ikke havde kunnet bruge til noget for at blive en god heks. Og så havde de skulle bruge deres skoleår på at fokuser på at leve som en muggler. Casimir havde efterhånden fået nok, godt nok var hun mugglerfødt, men hun afskyede alt med mugglerne at gøre, hun mente de var svage fordi de ikke havde adgang til magi. Og så var hun tvunget til at leve som en, trods alle hendes år hvor hun havde nægtet at tage hjem og besøge hendes egen familie fordi hun ikke gad bruge sin tid iblandt mugglere.

Den eneste grund til at Casimir havde fulgt med i undervisningen var for at det ikke gik ud over hendes karakter, men hun følte sig forrådt af undervisningen, for hvordan kunne det være fair at tvinge eleverne til at indgå i blandt mugglerne, og lære at leve som dem?. Casimir havde i forvejen levet 11 år som muggler, og elskede sin tilværelse som heks. Og det havde hun netop fået bekræft dette skoleår, for som hun havde været i praktik og hvad undervisning ellers havde handlet om, var hun blot blevet mere klar over at det ikke var muggler livet som var hendes kald i livet. Det eneste hun ønskede sig var at skoleåret ville ende så hun havde kunnet komme tilbage til en normal magisk hverdag, havde det virkelig været for meget at forlange, når det eneste hun ønskede var at blive den bedste heks hun kunne blive og blive uddannet magizoolog, så hun senere kunne blive professor på Hogwarts. Det var det eneste Casimir drømte om, og det var ikke hvad hun var kommet videre med, i løbet af året, grundet mugglerstudier.

Casimir følte sig forarget, flere på hendes årgang havde været posetivt overrasket over hvordan mugglerlivet var, men det var slet ikke noget for hende. Hvorfor havde hun gide at spilde sit liv uden magi, endda efter at have brugt flere år på at lære at bruge det. Og hvorfor skulle hun dog gide at havde et kedeligt arbejde?. Der var så mange spænede og sjove former for arbejde i den magiske verden, så hun havde slet ikke lyst til at spilde sine evner på et kedelig job, for så at komme hjem og lege mor far og børn, uden at kunne afsløre den magi som levede inde i hende. Hvis man havde kendt Casimir bare lidt, så havde man vist at hun var lidt anderledes end så mange andre, for hun havde udvist tegn på at være blodfanatisk allerede fra da hun startede på skolen. Nogen havde brugt tid på at kalde sig selv for dum, Men for Casimir var den største fornærmelse hun kunne give sig selv, at minde sig selv om at hun var mugglerfødt, for det eneste hun kunne tænke på var at hun var svag og kom fra en svag og forsvarsløs familie.

Efter en varm og solrig juni-eftermiddag uden for slottets murer var det tid til at finde tilbage til Hufflepuffs opholdsstue. Saoirse bevægede sig gennem storsalen og videre ned gennem de kolde dunkle korridorer fineret med kalksten fra det tiende århundrede. Da hun var nået ned ad stentrappen, var hun lige ved at snuble over en lille skikkelse. "Hey, pas på du dér-" sagde hun med en bestemt tone i svælget, da hun vendte sig om, hvor hun med det samme blev mødt med et forundrende syn. En lille spinkel... fyr, af en slags, med kæmpe øjne som stirrede direkte tilbage på Saoirse med et strejf af frygt. Der gik ikke et splitsekund, før det lille væsen havde knipset sig væk rundt om hjørnet. Det stoppede dog ikke Saoirse, som fik rystet sig fri af sin forbavselse og fór med rundt om hjørnet. Her fik hun igen øje på alfen, som stod overfor et stort maleri af en frugtskål, som langsomt åbnede sig som en hemmelig dør. Uden at tøve, var Saoirses dumdristige nysgerrighed nok til, at hun forsigtigt sneg sig med ind bag maleriet.

Det roligt illuminerede rum strakte sig langt op med en overflødighed af gryder hængende ned alle vegne. Ydermere biddragende til den tumultariske stemning var de hundredevis af alfer, identiske til den fra før, som susede rundt og kokkerede. Det måtte være køkkenet, tænkte Saoirse, og de små væsener måtte være husalfer. Hun vidste, at husalfer var sådan noget, som de rige troldmandsfamilier havde i huset, men kommende fra en lavere-indkomst irsk lille familie, hun havde aldrig set dem før.

I en stund stod hun bare og betragtede omgivelserne, især betaget af de små husalfers hårde arbejde inden aftensmåltidet. Hun følte sig en smule uvidende ved aldrig at have skænket en tanke over, hvordan måltiderne på Hogwarts blev tilberedt og fik en pludselig trang til at hjælpe dem lidt. Men pludselig bemærkede en ​​alf bærende en kokkehat hende, og rent instinktivt skyndte hun sig tilbage ud af maleriet. Puha, tænkte hun, eftersidning var ikke noget, hun gad rode sig ud i igen. Især ikke efter at være blevet fanget af Peeves for et par uger siden, da hun var på nattevandring med et par kollegianer. Tænk, hvor meget af slottet, der stadig formåede at overraske hende, reflekterede hun over på vej ind gennem tønderne til opholdsstuen.

Flick måtte virkelig være ked af sit navn et sted som Hogwarts, selvom Abigail morede sig ustyrligt, hver gang nogen fortalte, hvad man kunne med kun ”a flick of a wand”. Sidste gang havde de i besværgelser haft om Wingardium Leviosa, hvor de skulle bevæge tryllestaven med et ”swish and flick”. Besværgelsen havde været usandsynlig svær at mestre, fordi underholdningsværdien for Abigail havde været så høj. Hendes tålmodighed havde også været på prøve, hvilket ikke passede sig med den manglende koncentration hun besad.

I dag var det forhåbentligt bedre. Især da det gik op for hende, at de skulle øve sig i ikke bare en, men to besværgelser igen, fordi de gik hånd eller hånd, eller nærmere mod hinanden, fordi diffindo skar noget i stykker og reparo reparerede noget igen. Selvom det efterhånden ikke var lige så skræmmende at have Raven mere, som det havde været i starten, fordi hun altid mindede Abigail om den episode, hun og Flick havde været ude for før skolen, så var der perioder, hvor mindet stadig fyldte for alle parter. Især nu hvor professoren havde sagt, at de måtte finde på hvad som helst at øve diffindo besværgelsen på, bare ikke levende væsner, mennesker eller dyr. Øjnene havde vandret direkte til Abigail og Flick som sad ved siden af. Raven, som nu også gik under tiltalen professor Moore, havde fortsat eksemplerne med ”Så hellere bøger”. Abigail skulede til Flick, som samtid også var i gang med at skule tilbage. Stiltiende blev de enige om, at de hverken ville prøve på ugler, andre dyr eller bøger.

De forsøgte på tomt pergament, da det var det nemmeste at have adgang til, og hvis det gik galt, så var det ikke så katastrofalt. Abigail havde overvejet, hvad konsekvensen var. Selvom de kunne få hjælp og det egentlig var ret normalt at få fra professoren, så ville Abigail helst ikke have for meget, for hun ville nødigt få at vide, at hun ikke tænkte over tingene eller på anden måde tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Først senere på ugen fik Abigail dog brug for besværgelsen, da hun i botanik skulle beskære et par planter. Hun og Flick havde fundet det ufatteligt smart at bruge diffindo til det, hvorfor de havde kastet sig over den mulighed. ”Det er smart, når man kan bruge det man lærer i et fag til et andet fag, ikke Abi?” spurgte Flick og Abigail nikkede ivrigt i sit forsøg på at få en genstridig stængel fra en plante skåret over. Ikke desto mindre var hun helt enig, og hun smilede da også stort og stolt, da hun holdt planten frem. ”Endelig!” Bemærkede hun, samtid med Flicks følgende udbrud. ”Heeey”. Abigail så undrende på ham, da han holdt sin arm frem og kappens ærme ligeledes var delt i to på øverste side. Dermed afslørede det underarmen. ”Ups!” lød det samtid fra Abigail, der kastede planten fra sig, så den landede på en af de andres bøger, og endnu et ”Heeey” kunne høres. Hun så dog ikke, hvem det kom fra, da hun i stedet fik planten smidt i nakken og hun selv udstødte et ”Heeey”, men hun gjorde ikke mere ved det, da hun i stedet studerede Flicks arm.

”Ra-, professor Moore må ikke høre om det her. Hun tror bare vi er ved at slå hinanden ihjel så. Du kom ikke noget til, vel Flick? Det var kun kappen, ikke? Jeg kan-” hun stoppede sig selv. Hvordan pokker kunne hun skrive til sin far og bede ham købe en ny kappe til Flick, uden Raven opdagede det? Hun kunne måske skrive til sin mor, men hun kendte bare ikke Flick. ”Nej nej, jeg er okay. Det er bare kappen der mente, at jeg skulle have luft til armen. Det er nu også varmt nok, så jeg burde nok egentlig have taget den af” mumlede Flick en anelse muntert, hvilket forvirrede Abigail, der var bange for om hun ville blive smidt ud af Hogwarts nu. ”Hvis jeg nu tager kappen af, så kan vi se, om vi kan fikse den igen med reparo? Jeg kunne godt finde ud af den i timen, da de reparerede pergamentet. Det kunne du også, så mon ikke vi også kan lave kappen igen?” foreslog Flick, mens Abigail fortsat overvejede, hvordan hun skulle få en af sine forældre til at købe vennen en ny kappe.

Tilbage i virkeligheden så Abigail på Flick, da han tog kappen af, og derefter på ærmet. ”Tror du det kan laves, så man ikke kan se det? Man kunne godt se lidt på mit pergament, hvor riften havde været. Kunne man på din?” spurgte Abigail nu Flick. Han nikkede langsomt og trak så på skuldrene. ”Ikke så meget, men måske lidt. Prøv du. Så kan jeg prøve bagefter. Det er sjovt at prøve på noget andet end papir, ikke?” spurgte han atter muntert. Abigail spekulerede stadig over, hvad konsekvensen mon ville være, hvis nogen opdagede det, men heldigvis smittede Flicks humør af på hende, og hun var hurtig til at indse, at det jo faktisk var ret spændende. Der måtte være forskel på tyndt papir og så stof, når man skulle udføre besværgelsen, ikke? Tryllestaven var ikke langt væk, for hun havde netop brugt den til at gøre skaden og samtid få planten fri, hvorfor hun også hurtigt var klar med spidsen af tryllestaven mod Flicks ærme, dog uden at han var pakket ind i stoffet.

Et par forsøg blev gjort med reparo, og stoffet fandt da også sammen igen, men flængen var ikke helt væk. Heller ikke selvom Flick havde prøvet også. Dog var de enige om, at det krævede lidt mere at få stoffet repareret, end det havde gjort at få papiret sat sammen. ”Jeg tror måske godt, at jeg kan få min mor til at købe en ny kappe til dig, men jeg er ikke sikker på, at professor Moore vil være særlig begejstret, hvis hun har opdaget, at jeg ikke havde tænkt på, at det kunne gå galt, det jeg gjorde, men Flick, jeg gjorde det altså ikke med vilje” sagde Abigail. Flick smilede stort og rystede ligegyldigt på hovedet. ”Jeg tror på dig, Abi. Der skete heller ikke noget. Se, den er god som ny, og mærket ser ret sejt ud. Jeg siger bare til min far, at jeg sad fast i en plante, og vi selv har repareret det. Så bliver han stolt over hvad vi kan!” udbrød han helt bestemt og smilede til sit ærme. ”Tak Flick. Det er også ret flot lavet, ikke?” spurgte hun retorisk. De var begge enige om, at der ikke var andre på 1. årgang, der kunne have lavet det ligeså flot.

Genevieve vidste ikke hvordan hun skulle føle om emnet hun havde om i Forvandling. Hun var trods alt selv en metamorphmagus, men kun meget, meget, MEGET få vidste det, da hun var en uregistreret metamorphmagus. Hvis det stod til Genevieve selv, så ville det kun have været hende selv, hendes mor og hendes far der vidste det, men uheldigvis vidste Donato og Casimir det også nu, da hun under en date med Donato havde skiftet hårfarve fra rødt til blond. Indtil videre så det ud til ingen af dem havde sagt det videre, men hvem vidste. Donato ville nok ikke, men Genevieve kendte ikke Casimir godt nok til at vide, om hun kunne finde på det eller ej.

Professoren ville have alle eleverne til at reflektere over evnen som metamorphmagus. Det var jo egentlig nemt nok for Genevieve, da hun selv var det. Hun både elskede at være det, men hadede det også. Det at kunne ændre udseende som man ville var dejligt nok, men at hun skulle holde det skjult var knap så sjovt. Genevieve havde tidligere skiftet farve på sit hår, godt nok i det skjulte, hvor hun havde sagt hun havde farvet det, men hvor hun rent faktisk havde brugt sin evne. En af de gange hun specielt kunne huske, det var da hun ændrede hårfarven til at være pink. Da hun et par uger efter gik tilbage til den normale røde farve, der sagde hun at det var en hårfarve, som gik væk efter et par vaske.

Første gang Genevieve havde opdaget sin medfødte evne som metamorphmagus, det var dagen hun fyldte 8 år. Hun havde været i gang med at gøre sit hår færdigt, inden hun skulle i skole. Der var hun gået fra det røde hår med krøller til blond hår med krøller, ja hun havde skiftet sin hårfarve og hårstil til at ligne en af de ældre piger fra hendes skole. Hun havde syntes håret havde været så fint og havde tænkt meget på det. Ja man kunne måske sige, at hun havde et lille crush på pigen. Det var imens hun tænkte på pigen havde hun mærket en varm følelse, som hun efterfølgende havde lært var det hun følte, når hun ændrede sit udseende. I starten havde hun ikke vidst hvad det var, men jo mere hun lærte om sin evne jo bedre forstod hun det. Med årene havde hun også lært at kontrollere sin evne bedre. I starten havde hun nemlig ingen kontrol haft.

De havde fået lov til at reflektere over opgaven hele timen, så da deres time var ved at være forbi spurgte en af de andre i klassen "Professor, skal vi skrive en stil over det vi har reflekteret over, eller hvad skal vi helt præcist nu?", hvortil professoren svarede "Næste gang skal vi snakke om hvad I har reflekteret over. Det vil derfor være en god idé, at I skriver jeres tanker ned, så I kan huske dem til næste gang". Pyha, i det mindste skulle de ikke lave en fremlæggelse. Nu skulle Genevieve bare tænke over, hvordan hun skulle få sagt det hun havde reflekteret over, uden at få det til at lyde som om hun selv var en metamorphmagus.

Genevieve havde prøvet at gøre sig så usynlig som overhoved muligt, efter det var kommet frem at hun var metamorphmagus. Hun havde aldrig selv ville have afsløret det, specielt ikke siden hun faktisk aldrig var blevet registreret som metamorphmagus, men hun var blevet afsløret af den dumme 2 år yngre Hufflepuff pige til Casimir Fischer. Hvorfor skulle hun absolut kæfte højt om det? Hvad havde Genevieve gjort hende? Ja det vidste hun ikke, men nu vidste hele skolen, og måske flere. Det var hvad Genevieve frygtede mest af alt.

Genevieve havde godt hørt de andre elever hviske om hende bag hendes ryg, men ingen havde haft mod nok til at tage kontakt til hende selv. Nogle var nysgerrige, andre frygtede hende og så var der dem der bare hadede hende. Genevieve ville mest af alt bare ønske, at man snakkede til hende, så man ikke behøvede at bagtale hende.

Den onsdag morgen sad Genevieve nede ved morgenmaden og var i gang med at spise sin morgenmad. Ingen gad side ved siden af hende ved Gryffindors langbord, efter artiklen kom ud - ja folk sad faktisk med minimum en plads ved siden af hende, samt ingen foran hende. Frygtede de virkelig at hun smittede? Hvis ikke Donato gik så meget op i, at man ikke måtte spise på andre end ens eget langbord, så havde han nok været den eneste som ville have siddet ved siden af hende.

Lige pludseligt landede et blankt stykke pergament foran hende. Hvad skulle hun med et blankt stykke papir, og hvem havde sendt det? Det gik dog hurtigt op for Gen, at det måske ikke helt var et normalt stykke blankt pergament, da nogle piger ved langbordet gispede højt. Der var brugt usynligt blæk, og de havde nok skrevet om hende. Gen fandt derfor sin stav frem, sagde lavt "AH-par-EH-see-um", mens hun lavede nogle bløde bølger og en streg igennem dem. Et hvidt lys røg ud af hendes stav, og ord begyndte at forme sig på pergamentet. Til sidst kunne hun læse en samtale, hvor der stod: "Mon hun har snydt sig til anfører pladsen? Altså transformerede sig til professor Havasi, og gav sig selv titlen?", hvortil veninden havde svaret: "Kunne forklare hvorfor hun blev det så ung + hendes mor er jo også tidligere Quidditchsspiller. Mon hun også har været involveret i det?". Hvor var hendes medkollegianere bare modbydelige! Gen smed papiret fra sig, hvorefter hun spurtede ud af Storsalen. Lige nu var hun fuldstændig ligeglad med, om folk så mærkeligt på hende. Hun kunne ikke længere klare det. Hun ville bare væk, og professorerne kunne glemme at se hende resten af dagen. Ja måske resten af ugen, måneden eller hele skoleåret.

Wren Courtenay absolut hadede at være syg, og det var af én særlig grund; det gjorde det absolut umuligt at studere. Når kraniet føltes tungt af snot og man måtte afbryde sin sejlende læsning for at hoste hvert tiende sekund, så var det rimelig svært at fokusere. Derfor lod hun ikke sygdom hærge længe, før hun søgte hospitalsfløjen for at efterspørge den kur hun vidste de sad inde med. Da hun ankom, indså hun dog hurtigt, at hun ikke var den eneste der led under forkølelsens greb. Nærmest hele hendes årgang lod til at have søgt ly i den store sal. Host og hak gav ekko med stenmurerne, da den lille løve fandt en ledig stol at slå sig ned ved. Hvordan havde sygdommen spredt sig så voldsomt? Var der bare en som havde rendt rundt og nyst på alle? De mørke dådyrøjne skannede sløvt de andres ansigter, et forsøg på at finde nogen hun kendte i mængden. Blikket endte ved Chaiya Paithoon der var i færd med at hoste i sit ærme næsten synkront med River Erwood der sad ved siden af ham. Et øjeblik overvejede hun at gå over til dem, men idéen forsvandt lige så hurtigt som den havde plantet sig, da Jake Davis' stemme lød.

"Du ser forfærdelig ud," Hovedet blev drejet mod højre i et utilfredst (og snottet) snøft for at observere grævlingen der sad ukarakteristisk hængende på stolen. Den lange bønnestage af en fyr så heller ikke for godt ud. Rødmen omkring næsen og øjnene, huden blegere end normalt. "Det gør du også," Kastede hun igen, om end med et lille mildnende vip i mundvigen. Han rystede på hovedet af hende. "Hvordan er du blevet smittet?" Han gnubbede sit øje, så på hende med blå øjne der sejlede af udmattelse. "Chaiya nyste på mig." Et nik i retningen af deres fælles ven, en anelse af irritation i udtrykket. "Dig?" Spurgte hun, overrasket over hvor civil deres samtale kunne være. Måske begge deres barrierer var lige svagelige af sygdommen. "Chaiya hostede mig i fjæset." Selvfølgelig. Hun lavede et ansigtstræk som udtrykte netop den tanke.

Inden samtalen kunne gå videre, fik de begge stukket et glas i hånden med en rød væske af en af healer-assistenterne der febrilsk rendte rundt og delte ud til alle. Kvik-op eliksir. Uden et sekunds tøven slugte den lille løve indholdet og mærkede varmen sprede sig helt ud til fingerspidserne sammen med omgående lindring af det tunge hoved. Et par af eleverne omkring dem havde damp ud af ørerne, hvilket fik latter til at overdøve lyden af lidende host i salen. Selv Wren måtte undertrykke et smil over hvor fjollet det så ud. Og dog lod hun det ikke more sig for længe, før hun rejste sig og gjorde klar til at genfinde sin plads på biblioteket, dog ikke uden at skyde en sidste afskedskommentar i Jakes retning; "Ses, stankelben."

Den blege februarsol skinnede ind af vinduerne i drivhus tre og indhyllede eleverne i et forfriskende skær. Foran hver af dem stod en lerpotte med en spinkel plante i. Planten havde store blade malet af en grøn-rødlig tone, hvorunder der voksede bønnebælge. Wren - som den evigt dygtige elev hun nu var - genkendte med det samme den magiske flora, som værende sopophorus-planten. En rimelig sjælden plante der normalvis spirede i dystre moseområder. Fordi hun uden problemer identificerede planten, vidste hun også, at der i bælgene fandtes en bønne med enorme magiske evner som kunne anvendes i eliksirer. Fingrene samlede sig om en af bælgene for at inspicere den nærmere, imens professoren forklarede hvad dagens program bød på. Gødning, plukning og rapportskrivning. Lige en dag efter Wrens smag.

Med en antydning af et smil i mundvigen, gik hun derfor i gang. Den lille haveskovl blev stukket ned i sækken med gødning fra månekalv-møg for så at sprede det over pottens jord og blande det med de øverste centimeter. "Godt arbejde, frøken Courtenay." Komplimenterede professoren over løvens skulder, hvilket fik hende til at rette ryggen lidt. "Tak, professor." Skyndte Wren sig at kaste afsted, før hun igen rettede opmærksomheden mod planten. Forsigtigt mærkede hun på bønnebælgene, studerede dem for at afgøre hvilke var klar til at blive plukket. En eller to blev knækket af plantens stilk, så hun nænsomt kunne åbne bælgene for at udgrave den ene perlehvide bønne deri. Hvis hun ikke havde været så regelret, havde hun måske lagt en enkel i lommen, drevet af sin passion for eliksirbrygning. Men i stedet placerede hun dem i den tiltænkte skål som professoren havde sat frem og begyndte at skrive på sin rapport. Med sædvanligt øje for detaljer, skrev hun en lang og dybdegående opgave i kontrast til mange af de andre Gryffindor-elever, som halvhjertet fik nedskrevet det mest centrale. Hun var i sandhed lidt af en ener på det punkt - måske særligt fordi hun stræbte efter at være det.

"Skat! Der er mad!" Lød mors rungende stemme fra køkkenet. Wren der sad i stuens sofa ned næsen begravet i en bog ænsede dog knapt ordene. Den omkringliggende verden var skåret fra til fordel for den som udfoldede sig på papiret mellem hendes fingre. Hun havde lånt en af mammas bøger fra healingstudiet, en der naturligvis var langt over hendes faglige niveau, men som hun netop derfor måtte fokusere ekstra kraftigt for at forstå. "Wrennie, læg nu den bog fra dig, ik'? Det er juleferie." Prikkede mamma hul på Wrens boble med, imens hun satte sig på hug foran hende og strøg en snoning om bag løvens øre. Den kønne healer så på Wren med et blidt udtryk, der dog gjorde sin pointe klar; det var slut med at læse. "Kom så," sagde hun endegyldigt med en klap mod pigens spinkle knæ, før hun rejste sig og satte afsted mod spisestuen. Et lille suk forlod den flittige løves læber, men autoritetstro som hun nu var, kunne hun ikke modstå sine mødres tilskyndelser - også selvom hun egentlig ikke var sulten. Bogen blev derfor lukket sammen og lagt på stuebordet, hvorefter hun fandt vej til spisebordet.

"loh-kuh-MOH-tor!" Udtalte mor med løftet tryllestav, så tre tallerkener løftede sig fra hylden i det åbne skab og placerede sig nydeligt på spisebordet, stærkt efterfulgt af bestik og glas. Selvom det var en daglig hændelse, at bordet blev dækket på denne vis, så var Wren stadig imponeret over ynden i mors udførelse. Alt stod knivskarpt, landede nær lydløst på sin plads. "Vi skal have din livret," Lokkede mamma, imens fadet med Sherperd's Pie fløj ind og landede på bordskåneren ved centrum af bordet. Wren trak lidt på smilebåndet, bare en my. Måske hun var lidt sulten alligevel så.

Ordet hjem var noget Jake brugte sjældent. Oftest når folk spurgte, beskrev han der hvor han lagde hovedet eller huset i Mayfair, hvor hans far boede. Men hvis han skulle beskrive ordet hjem så var det et ord, der bød op til hygge. Et trygt sted, hvor han kunne være lige den han ville. Det var et sted eller en person, hvor lyset var varmt omkring dem. Et sted man kunne trække vejret frit.

Nu når Jake lod tankerne kredse om ordet hjem, var der flere steder der poppede op mens han tænkte. Et af stederne var Hogwarts' bibliotek. Her kunne han slappe af - det meste af tiden. De næsten idylliske øjeblikke, hvor han følte sig helt alene inde mellem bogreolerne, med et hyggeligt lys og en god, interessant bog kunne næsten føles som hjem. Men der manglede noget... Et andet sted der kunne være hjem, var for eksempel i eliksirlokalet, hvor han kunne boltre sig mellem ingredienser og brygning. Her kunne han udfolde sig, og det gjorde ham glad. Men ikke glad nok. Han skulle stadig spille en form for skuespil, for han kunne ikke være alene i lokalet... Et sted han godt kunne føle sig hjemme, var faktisk huset i Mayfair. Her havde han sine egne bogreoler, sine egne lokaler til at lave spas i og de lækreste sofaer til at slænge sig i med for eksempel en bog eller en avis. Men kun når han var alene. Hvis hans far eller andre var i nærheden føltes huset ikke nær så frit og hans...

Flere eksempler kom til ham: Søens vand, vand generelt faktisk. Af og til kom følelsen til ham, når han grinte sammen med sin ven Andreas eller den ene gang ved søen, hvor Chaiya, Wren og ham selv alle var røget i vandet. Jake havde grint for første gang i løvens nærvær og det havde føltes godt. Men fælles for alle eksemplerne var, at der kom et men. Enten var det en flygtig følelse, eller så var det slet ikke følelsen af hjem, men noget helt andet som han endnu ikke mestrerede at beskrive. Efter at have krøllet flere papirer sammen, fordi han ikke ville aflevere sådan noget pjat, slog en tanke ned i ham. Følelsen kom også. Han følte sig hjemme, når han besøgte sin mors familie i Skotland. Bare at komme til Skotland fik ham til at føle sig hjemme. Arkitekturen var indbydende, accenten som hans mors, hvilket indhyllede ham i et tæppe af en god følelse. Og ikke mindst den gård hans mors forældre boede på. Hver gang Jake kom dertil, var det en højtid hvor alle samledes. Alle hans fætre, kusiner, onkler og tanter. Der var overdådig buffet, magiske øjeblikke, hvor Jake virkelig følte sig hjemme. I han aflevering skrev han derfor om en jul, hvor der var faldet en form for madhammer-hygge-stemning over alle 20 deltagende. De mindre børn sov og hans kusiner og fætre sad sammen med ham og spillede et spil. Her var han hjemme, og det ville han altid være

Det rygtedes for at være en besværgelig forvandlingsbesværgelse de skulle lære i dag. Ligesom til så mange andre magiske lektioner, kom Jake med en tro på sig selv. Det havde ikke fejlet ham endnu, og hans ego voksede i takt med, hvor få fejl han syntes at have til fag som Besværgelser, Forvandling og Forsvar Mod Mørkets Kræfter. Avifors ville ikke blive et problem for ham - var han overbevist om.

End ikke da professoren begyndte at snakke om, hvor mesterlig en forvandling dette var. "Forvandlinger af denne kaliber er noget af det sværeste magi at praktisere effektivt. Det er for eksempel ekstremt svært at forvandle noget ikke-levende til noget, der er levende. Det kan dog være både givende og nyttigt at mestre en forvandlingsbesværgelse som 'Avifors', der vil forvandle små livløse genstande til fugle." fortalte professoren, og gjorde Jake mere klar på, at få et kæmpe klap på skuldrende end at blive nervøs for overhovedet at kunne. Selv med den introduktion og advarsel, kunne Jake kun se sig lykkedes, men samtidig havde han svært ved at se, hvorfor den kunne være nyttig. Hvornår ville det være en effektiv besværgelse, at kunne få genstande til at blive fugle? Med tvivlen på, hvad det kunne bruges til, stillede han sig frem overfor sit bord. Her havde han fået nogle sten udleveret, som han kunne øve sig på. Enten kunne han få en fugl ud af en genstand, eller mange fugle ud af flere.

Tryllestaven skulle føres i en underlig krydsedulle, og udtalen virkede lige til. Derfor øvede han ikke så meget - noget han ellers gjorde meget ud af. I dag var han mere ivrig efter at lykkedes frem for at øve sig. Tage farten ud af det hele. "Ah-Vi-fors" lød det fra ham, mens tryllestaven lavede føringen. Intet lys kom, stenene blev ikke forvandlet. Han rettede lidt på sig selv, og prøvede igen. Heller ikke denne gang skete der noget som helst. For hvert forsøg han prøvede, blev hans udtale mere desperat og tryllestavens føring blev mere kantet. Efter otte eller ni forsøg var han lige ved, at smide alt fra sig og gå. Det var ikke før Professoren kom over til ham, at han kunne se væk fra de sten han endnu ikke havde forvandlet til fugle. Det gjorde det heller ikke nemmere for ham, at andre i lokalet havde lykkedes. Professoren fik ham talt lidt ned igen. Valgte at ligge vægt på, hvad denne havde set Jake gøre godt, og give ham råd til, hvad han skulle lave om. Dette fik Jakes skuldre til at falde lidt ned. "Tiende gang, lykkens gang?" spurgte han nok mere end sagde, da han stadig sad lidt fast i, at ville lykkedes. Professoren forlod ham igen, uden at svare og Jake vendte blikket mod den største sten i hans samling. Han isolerede denne, og tog en dyb indånding. "AH-vi-fors" sagde han, overraskende roligt. Ud af spidsen på tryllestaven kom et blåligt lys, der forvandlede stenen om til en krave. Materialiseringen var et fantastisk syn, og han skulle ligge gevaldigt meget låg på sig selv, for ikke at juble over, at han havde kunne.

Jake ville ikke kalde sig selv for et rodehoved. Men det skete da, at han fumlede afsted - især når han skulle skynde sig. Denne besværgelse kunne hjælpe med det. Især hvis det nu var sådan, at han virkelig ikke gad pakke sine ting. Denne besværgelse viste sig så også, at have en noget mere avanceret tryllestavsføring, end de tidligere besværgelser han havde lært. Ligesom besværgelsen indbød til orden, så skulle føringen af tryllestaven også være lige i skabet. Normalt blev han ikke slået ud, når han skulle øve sig, men et eller andet havde slået sig ned i ham denne dag: perfektion! Det kunne både ødelægge hans humør, hvis han ville gøre ting perfekt, samtidig med at han regnede sig selv for at være langt bedre end han i virkeligheden var. Spændingerne ville gøre ham så anspændt, at det til sidst ville kludre så meget for ham, at han ikke kunne gøre andet end at gå fra det hele. Sjældent skete det dog, men han kunne se sig selv ryge i det hul i dag.

Uden at udtale besværgelsen, begyndte han at øve sig på føringen af tryllestaven. Skråt op, en anelse lige hen, så lodret ned, lidt til højre igen, så halvvejs op end før, så til højre igen, så ned og igen til højre og afslutning med føring lodret op. Dette gentog han flere gange før han følte sig nogenlunde sikker. Mellem hver gang havde han enten rømmet sig, rykket lidt rundt på fødderne eller bevæget skuldrene lidt, for at løsne op. Det kom til, at han ville sammensætte udtale og føring. "Pack" sagde han mens tryllestaven lavede formen, og for hans øjne samlede alle hans skolesager sig ned i den kuffertlignende genstand alle elever havde fået udleveret i lektionen. Fornøjet så han pergament, fjerpen, blæk og bøger folde, lukke eller sable sig sammen i bedste orden, og fint placere sig i kuffertens bund. Imponeret kiggede han på tingene, og ville fra denne lektion af, aldrig mere bøje sig efter sine egne ting igen.