Uge 4

Uge 2

Uge 1

Abigail, Muggler Studier (uge 8) (dimitteret)

Turene ud af Hogwarts var spændende, selvom det altid var nervepirrende i mugglerstudier. Abigail frygtede altid at der var nogen, der ikke kunne styre sig selv, selvom man aldrig måtte udføre magi udenfor Hogwarts, når ikke man var 17 år og myndig endnu. Alma var et eksempel, for hun havde sagt, at hun ikke altid selv kunne styre, hvordan hendes udseende ændrede sig. Abigail kiggede i retning efter hende, for at se, hvordan hun klarede de ture. Måske havde hun dækket sig fuldstændig ind i tøj. Huer og halstørklæder uanset vejret. Abigail fandt hende ikke umiddelbart. Denne gang skulle de dog ikke rigtig være blandt mugglere, men alligevel. Det betød bare, at der ikke var samme fare på færde, når de alle blev frustrerede over dagens oplevelse, men det var der ikke mange der vidste meget om endnu.

Davenport fra Slytherin troede han var smart, men hele årgangen fra klassen kiggede i stedet på Gary Simons, som var ved at finde sin egen stav og mene, at det hele var nemt nok på denne tur. Professor Arkwright kiggede i retning af Simons også. ”Det burde være indlysende Simons, men det gælder sjovt nok også Dem, og alle jer andre også” informerede han. Abigail slog hurtigt hånden op for munden, som om hun skjulte smilet bedre på den måde. Nogle gange var Gary for meget, men han var også sjov nok andre gange.

Mira lå hjemme og var syg. Paige så sig hurtigt om, da hun godt vidste, at de var ni Ravenclaws tilbage, når nu Mira var syg. Hun var lige ved at ofre sig, til Abigails store irritation. Heldigvis var det Gary, der endte med at finde over til en gruppe piger fra Hufflepuff. ”Okay. Lad os være sammen” skyndte Abigail at sige. De andre nikkede og snart var Angus McLacy i gang med at skubbe brillerne længere op på næsen. Hans halvlange grydefrisure og pegefingeren, der stak i luften, når han forsøgte at sige noget, gjorde ham nærmest karikeret, men han var simpelthen så sød, syntes Abigail. Angus havde sikkert læst om det før. I dag havde han ikke bogen under armen, for den gjorde ingen forskel, men han stillede sig straks hen til væggen, hvor han kunne læse mere om reglerne, selvom de ville blive introduceret til det senere.

”I skal nu I fængsel. Fire i hver celle, og så skal I samarbejde om at komme ud. Der er åbenlyse måder at komme ud på. Ledetråde sådan set” forklarede en yngre mandlig ansat. Nogle få havde vist prøvet det før i en ferie, sammen med familien. Alle nikkede ivrigt efter at komme i gang, men de ville vise, at de havde forstået. ”Hver ledetråd skal kun bruges én gang. I skal være rigtig gode til at snakke sammen og fortælle alt hvad I ser, for pludselig skal I bruge det til noget, selvom I ikke selv tror det er vigtigt. Måske er der andre der gør” forklarede den ansatte igen. ”Nå, hvad siger I til pigerne i én celle og drengene i en anden?” Abigail skulle lige til at protestere, da hun helst ville være sammen med Flick, men det var fint nok, for det passede lige med 4 og 4.

Drengene var:
Angus McLacy
Flick Blackbird
Hunter Backmann
Larry Loman


Pigerne bestod af:
Abigail Leone
Alma Valentine
Milena Johnson
Paige Jacobs


De blev lukket ind i hver sin celle og så begyndte tiden. Der var en værre larm af 12-13-årige elever, der forsøgte at råbe i munden på hinanden, fordi de var sikre på at deres ledetråd var den vigtigste og den rigtige. Det betød, at de ikke hørte hvad hinanden sagde, hvilket Angus flere gange forsøgte at påpege, da han endelig fik kontakt til Alma, der også havde gennemskuet det. Det samme havde Paige også, men hun var vel også den eneste, der ikke sagde noget som helst, fordi hun forsøgte at regne alt ud selv, hvilket som regel virkede for hende, men på ingen måde var en god taktik i denne omgang. Milena var til gengæld så spændt, fordi hun – modsat de andre på Ravenclaw – havde hørt om et escape room, men aldrig havde prøvet ét. ”Ih det er så spændende. Se her! Der er et hul bag spejlet. Hvorfor har de overhovedet et spejl? Abi, tror du det ser sådan ud i et rigtigt fængsel?” Abigail havde travlt med at kigge efter ting, der kunne få dem ud af den celle de var lukket inde i, med drengene på den anden side af væggen, lukket inde i deres egen celle. Hvis man stak hånden ud mellem tremmerne, kunne man nå hinanden, men ikke se hinanden. Det kunne man til gengælde mellem et lille hul.

Angus havde fundet hullet som havde en form for labyrint om sig. ”ALMA” råbte han højere end nogen havde hørt ham råbe før. Alma hørte ham endelig. ”Ja!” svarede hun. ”Har I noget magnetisk på jeres side af labyrinten?” lød Angus’ stemme. ”Hvilken labyrint?” kom det fra Alma. ”Den på væggen ind mod os” svarede Angus. ”Der er kun et billede” sagde Alma og så på billedet. Men øjnene studerede billedet nærmere. ”Jeg tror…” sagde hun og pillede ved billedet.

Paige lå i en køjeseng og stirrede rundt efter noget, der kunne bruges. Der var sat flere hakker i væggen som symboliserede noget tid, tænkte hun. Abigail og Milena fandt en underlig lygte af en art på samme tid som man kunne høre Paige udbryde et ”Hey!”. De tre andre piger stoppede op. Også selvom Alma var ved at flytte på billedet, selvom det sad ret godt fast på væggen. ”Hvad?” spurgte Abigail. Alma fortsatte med billedet og Milena hjalp Alma. ”Der er noget, der er lidt utydeligt her. Hvordan kan det gøres tydeligt?” spurgte Paige. Abigail kravlede ind i den underste køje til Paige også og så på tegnene. Efter noget tid fandt de frem til at lygten som Milena havde stukket i baglommen, kunne bruges til at afsløre de ellers usynlige tegn, som Paige havde fundet. Der stor et par tal. 4 og 5.

Imens de havde regnet det ud og lå og kiggede efter alt muligt andet, havde drengene fundet nogle andre ting i deres del af cellen. Det var svært at høre, hvad det var, for til sammen var otte mennesker rigtig mange sammen i denne opgave, mente Abigail, så det hele var mere forvirrende og larmende end nødvendigt. Samarbejdet var virkelig svært. Hun kunne af og til høre Flicks stemme blande sig med de andres, men den mest tydelige stemme fra drengenes side var Angus’, da han, Alma og Milena havde fået held med at finde labyrinten bag ved billedet. Abigail svang benene ud og så på bagsiden af billedet, da Alma fjernede det. ”Paige hjælp med det her puslespil” sagde hun, da hun var ret overbevist om, at det der var på bagsiden af billedet, var et spor. ”Måske skal vi bruge lygten igen” foreslog Abigail. Paige kneb øjnene sammen, men havde ikke bedre bud, så hun lyste overalt på bagsiden.

Alma, Milena, Angus og nu også Hunter, havde rigtig nok gang i labyrinten, der også rigtig nok havde en magnetisk del i sig. Alma skulle føre den magnetiske del rundt efter drengenes anvisninger. Det var svært, fordi de var spejlvendt, og hver gang drengene sagde højre, førte Alma magneten til venstre, fordi det var hendes højre. ”I skal gøre det omvendt” lød det fra Flick samtid hørte Abigail med et halvt øre. Milena sagde samtid: ”I er spejlvendt. Sig venstre, når I mener højre”. Kort efter forstod de hvordan det virkede og pludselig var der en lille metaldims, der faldt igennem et lille hul i labyrinten over på pigernes side.

”Jeg tror I har en anden halvdel, som skal sættes sammen med denne del og så kan I måske komme ud fra jeres celle” sagde Angus og fortsatte. ”Jeg tror det er en del af en nøgle, hvor I måske har den anden del” ”Ja!” sagde Abigail, det kan være dét der ligger herovre ved spejlet, eller det var bag ved spejlet, ikke Milena?” spurgte hun, og Milena nikkede. De havde ikke regnet det for noget. ”Det er derfor man skal sige alt høj” lød det fra Paige, der pludselig havde forstået dét koncept, selvom hun ikke selv var den bedste til det.

For at komme ud skulle de bruge hos pigerne bruge de to tal fra tidligere (4 og 5), samt to tal, som drengene havde fundet. Hængelåsen var en kodet lås med fire cifre. Drengene kom ud ved hjælp af den nøgle, som pigerne havde sat sammen med delen fra den fælles labyrint.

Sammen stod de i et større rum. Der var glæde over at være kommet så langt og nu kunne se hinanden, samt ind i hinandens celler igen. Larry Loman var den forsigtige af drengene. Han følte sig efterhånden en anelse klaustrofobisk, så det var ham, der anbefalede, at de altså arbejdede på at komme ud. Han stod og kiggede på en gammeldags telefon, som det kun var Milena, der kunne genkende og forklare, hvad var.

De havde alle hørt om morsekoder i en eller anden forstand. De begyndte at tale om, i hvilken forbindelse, men endnu engang måtte Larry informere om, at de altså havde en fælles mission, så den samtale måtte de nok hellere have på et andet tidspunkt. Milena strøg ham over skulderen. Abigail så mod Flick og smilede et hemmelighedsfuldt smil. Flick gengældte det og kom over til Abigail. ”Det er godt Gary ikke så det, hvad?” spurgte Flick og Abigail nikkede enigt. Omvendt havde Gary vist gang i at charmere sig ind på andre piger også, men om Milena vidste det eller overhovedet forstod, hvad Gary forsøgte med hende, det vidste Abigail ikke. Det måtte hun finde ud af.

”Piger, I havde en lygte, der kunne afsløre tegn ikke. Måske virker den også her i kisten” sagde Flick pludselig. ”Kisten?!” sagde Alma. De andre tænkte det og var alle henne og kigge på kisten, der var dukket op, da nogen åbenbart havde haft succes med morsekodning og telefontryk på de tal, hvor man skulle dreje på tallene. Lygten kom i brug, men den virkede ikke. Hunter opdagede, at der skete noget med kisten, når man lukkede låget. Ingen havde lyst til at lægge sig derned, fordi det virkede lige uhyggeligt nok. Paige og Hunter endte dog næsten med at slås om at få lov, da de endte med at miste tålmodigheden og åbenbart var nysgerrige nok. Larry havde overvejet det, bare for at komme videre. Abigail havde bedt Flick om at lade være og trukket ham med ud fra det tilstødende rum, for i stedet at se på de forskellige ting i det større rum.

Tænkt engang at det havde startet med en labyrint, en lygte til at afsløre usynlige tegn, og en talkode til en hængelås og gemte genstande bag et spejl i en såkaldt fængselscelle på pigernes side. Nu var der noget med en kiste og morsekoderne. Hvordan de kom frem til, at de mærkelige tegn på kistens inderside hang sammen med puslespillene på bagsiden af billederne, der havde gemt labyrinten i både drengenes og pigernes celler, vidste Abigail eller Flick ikke. Det samme var der flere af de andre, der ikke vidste, for der kunne slet ikke være så mange inde ved kisten.

Pludselig havde nogen løst gåderne og de kom alle sammen ud. ”Flot” sagde den mandlige ansatte, som havde ført dem ind i deres fængsel. ”I kan med fordel kommunikere mere sammen. I er alle intelligente, men snakker ikke meget sammen, udover dig” han kiggede på Angus. Alma og Milena fik også rosende ord med sig, og også Larry, da han holdt fokus på opgaven, selvom det var motiveret af frygt og klaustrofobi.

Flick, Abigail, Paige og Hunter fik ikke samme ros, men Abigail var ligeglad, for hun havde fundet det fuldstændig fantastisk og sjovt. Det måtte man da kunne finde magisk også. Ellers måtte de bare tage til mugglernes verden og prøve igen, tænkte hun og forsøgte også at overtale Flick til det.

”Jeg sagde i øvrigt til jer, at I kun skulle bruge hver ledetråd én gang. Selvom lygten er helt genial, kan I altså ikke bruge den mere end én gang, selvom I har forsøgt flere gange” sagde han med en underholdt latter. Alle ansatte kunne følge med og give råd og vejledning, hvis der var behov for det. ”I fik ingen hjælp, hvilket er rigtig flot. Der er kun en gruppe der indtil nu heller ikke har fået hjælp” sagde han videre, hvilket gjorde dem alle rigtig stolte, men gad vide, hvem der heller ikke havde fået hjælp, spekulerede de på. Milena var den mest ivrige. ”Hvad var vores tid? Var vi hurtige?” spurgte hun. Den unge mand smilede og nikkede. ”Ja, faktisk. 43 minutter og 47 sekunder. Det er rigtig flot. Indtil videre er det i månedens top-5. Jeg tror det er nummer 4. De andre fra jeres skole er ikke færdige endnu. I kan skrive jeres navne på væggen der, hvis I vil” informerede han og pegede i retning af en væg.

De fik skrevet navnene. Bare fornavne for ikke at blive associeret med mugglerfamilier i området, hvis nogen hed det samme. Det gjorde Abigail nok ikke, da det var italiensk, men stadig. Sammen kom de på en liste, hvor de var nummer 4. Ingen af de andre grupper nåede blandt de hurtigste fem, men en anden gruppe var i top-10. Larry var den mest lettede da de kom helt ud. Der ventede sodavand og vand til dem, samt nogle peanuts og saltede mandler, mens de ventede på de andre grupper. ”Det skal vi altså prøve igen engang Flick!” forsøgte Abigail igen at overtale ham til.

Årgang 95